Apple vinder »tablet-kamp« mod kinesisk selskab
It-virksomheden Apple vinder varemærkesag mod det kinesiske selskab Xiaomi Inc, der dermed ikke får lov at sælge sin »Mi Pad« i EU.
Ingen »Mi Pads« på det europæiske marked.
Det bliver konsekvensen af, at den amerikanske it-gigant Apple nu har vundet en varemærkesag mod det kinesiske selskab Xiaomi Inc, der dermed ikke får lov at sælge sine tablets i EU, da varemærket læner sig for meget op af Apples iPad.
Det skriver Reuters.
Afgørelsen faldt tirsdag i EU's næsthøjeste domstol, der fastslog, at forbrugerne sandsynligvis vil blive forvirret af mærkevarernes lighed. Xiaomys Mi Pad og Apples iPad er begge tabletcomputere.
»Forskelligheden mellem de omhandlede mærker opstår som følge af tilstedeværelsen af tillægsbrevet »m« i begyndelsen af »Mi Pad«, og det er ikke tilstrækkeligt til at kompensere for den høje grad af visuel og fonetisk lighed mellem de to varemærker,« lød det i en erklæring fra retten.
Xiaomi indsendte i 2014 en ansøgning til EU's Intellectual Property Office (EUIPO) for at registrere »Mi Pad« som et EU-varemærke. Det fik Apple til at klage over det kinesiske selskabs meget efterlignende varemærke, og klagen blev der lyttet til i EUIPO, der var enig i, at forbrugerne ikke ville kunne se forskel på produkterne.
En beslutning, som EU-retten tirsdag valgte at følge i sporet af. EUIPO's argument lød, at engelsksprogede forbrugere sandsynligvis ville forstå præfikset »mi« som »mine«, og derfor ikke se forskelligt på varemærkerne.
Xiaomi kan appellere afgørelsen ved EU's højesteret, EU-domstolen.

