Erhverv
0

SDU og OB drøftede, hvordan OB kunne kapre amatørklubs plads i unikt fodboldcenter

Interne mails viser, at SDU og OB har diskuteret, hvordan sidstnævnte ad bagvejen kunne blive del af revolutionerende fodboldcenter i Odense på bekostning af amatørklubben B1913. Begge parter garanterer, at planerne er skrinlagt.

I al hemmelighed har Syddansk Universitet (SDU) og superligaklubben OB haft mailkorrespondancer og møder om, hvordan OB kan overtage en yderst givtig rolle som såkaldt modelklub på et nyt nationalt fodboldcenter til over 200 mio. kr., der skal bygges i forlængelse af SDU.

Bliver det virkelighed, står OB til at få Danmarks klart mest moderne og optimale træningsforhold uden selv at skulle betale en krone for at få dem opført.

Det kan DR Fyn og Jyllands-Posten afsløre via en række interne mails om National Football Center Denmark (NFCD), som SDU, Dansk Boldspil-Union (DBU), Divisionsforeningen og Odense Kommune vil opføre.

Der har været nogle løse tanker og luftkasteller. Der har ikke ligget nogen som helst intentioner om at gå bag om ryggen på B1913 og sige, først gør vi sådan, og så gør vi sådan. B1913 er blevet oplyst hele vejen igennem.

Jørgen Povlsen, leder af Institut for Idræt og Biomekanik på SDU

Amatørklubben B1913 er i det nuværende materiale til fondsansøgninger udråbt som modelklub på NFCD, der skal arbejde tæt sammen med SDU’s forskere og studerende.

DR Fyn og Jyllands-Posten kan dog påvise, at SDU og OB som minimum fra slutningen af 2015 til efteråret 2016 har skrevet mails og haft møder om, hvordan OB kan overtage pladsen fra B1913, når fodboldcenteret er finansieret og opført.

Det står i de interne dokumenter uklart, om OB og SDU har afsluttet de detaljerede drøftelser, eller om man fortsat har en dagsorden om at gøre OB’s indrykning til virkelighed.

Både SDU og OB bekræfter, at man har undersøgt mulighederne for, at OB kunne blive en del af NFCD. Parterne slår samtidig fast, at planerne er skrinlagt, og OB ikke er tiltænkt en rolle i centret.

Leder af Institut for Idræt og Biomekanik på SDU Jørgen Povlsen ser ikke noget fordækt i SDU’s møder og mails med OB.

»Der har været nogle løse tanker og luftkasteller. Der har ikke ligget nogen som helst intentioner om at gå bag om ryggen på B1913 og sige, først gør vi sådan, og så gør vi sådan. B1913 er blevet oplyst hele vejen igennem,« siger han.

Hvad er meningen i scenariet om, at man får finansieringen på plads, og så laver man en ombytning?

»Der er ingen mening i det, for det giver ingen mening. Det kan ikke lade sig gøre at lave den ombytning, og det er det, vi finder ud af. Vi har haft det som en strøtanke.«

Det lyder lidt, som om at der står B1913 på alle ansøgninger til fonde om penge, og så kan det private firma komme ind bagefter?

»Det kan overhovedet ikke komme på tale. Vi blev mere og mere klar over, at vi havde et kæmpe problem, hvis konstruktionen skulle have været realiseret. OB A/S er som en kommerciel virksomhed underlagt ganske bestemte regler i forhold til potentielt at kunne flytte ind på et offentligt areal. Og det er selvfølgelig det, vi finder ud af er fuldstændig uholdbart.«

Juraen omkring fodboldcentret
  • DR Fyn og Jyllands-Posten har været i kontakt med en række eksperter i fondsret. De slår alle fast, at der ikke er noget juridisk forkert i, at B1913 står beskrevet i fondsansøgninger, til trods for SDU og OB’s klarlægning af hvad der kan ske, når projektet er færdigbygget.
  • Der kan dog blive tale om ulovlig statsstøtte fra SDU til OB, hvis samtalerne bliver til virkelighed, da aktieselskabet bag fodboldklubben OB ville modtage fordele ved centrets faciliteter til en pris, man ikke ville kunne få på det åbne marked, forklarer eksperter på området.

Hos B1913 har man ikke været vidende om forløbet og vil nu have en garanti fra SDU for, at man kan blive del af det projekt, som amatørklubben har arbejdet for de seneste fire år.

»Vi er selvfølgelig dybt rystede over, at der har været en dialog om, at OB kan erstatte os, når centret var bygget. Men vi noterer os samtidig, at den dialog tilsyneladende er stoppet i 2017. Efterfølgende beder SDU os også om at bidrage til at sikre finansieringen i det her projekt,« siger kasserer Lars Munk, der sammen med bror og formand Brian Munk har været amatørklubbens to mand på projektet.

»Vi skal ikke være i en uvished, vi skal være sikre på, at vi også er på vores eget anlæg i fremtiden,« siger Brian Munk, der dog stadig ser samarbejdet fortsætte med SDU.

Interesseret rigmand

Det er SDU-rektor, Henrik Dam, der på opfordring fra Jørgen Povlsen i efteråret 2015, fortæller om planerne for oprettelsen af fodboldcenteret til bestyrelsesformand i OB og L’easy-ejer, Niels Thorborg, som også sidder i universitets bestyrelse.

OB-rigmanden er ifølge en mail fra Henrik Dam til Jørgen Povlsen »MEGET interesseret i planerne«.

Rektor forklarer, at Thorborg og OB er på jagt efter nye og bedre faciliteter, der skal erstatte OB’s nuværende, kommunale træningsfaciliteter i Ådalen i centrum af Odense, som er utilstrækkelige.

De interne dokumenter viser, at SDU og OB undervejs planlægger, hvordan man driver centret, fastlægger et budget og diskuterer i begyndelsen af 2017, at Niels Thorborgs muligvis skal købe noget jord tæt på det nationale fodboldcenter.

Referatet fra et af møderne mellem SDU og OB viser, at SDU ikke ser udflytningen af B1913 som et »større juridisk problem« da »opgaven må og skal løses af Odense Kommune«.

Det beskrives også, at der i fasemodellen »skal indarbejdes udflyt af 1913 og indflytning af OB, herunder evt. i midlertidige lokaler«.

Keld Bordinggaard er med på mødet om udflytningen af B1913, men er modstander af OB’s indtog. Ifølge ham fremmer OB’s involvering kun superligaklubben og ikke projektets oprindelige formål. Modstanden har ifølge Bordinggaard placeret ham uden for det projekt, som han er blevet krediteret for at være ophavsmand bag.

»Jeg kan fra min vinkel i hvert fald kun konkludere, at min modstand mod, at OB skal massivt tilgodeses, har fået universitet til at sige, at jeg skal fjernes, hvis jeg ikke er med på den,« siger han.

Planerne om skiftet fra B1913 til OB bliver så konkrete, at SDU selv skitserer, hvordan ombytningen kan ske.

»Jeg forestiller mig den optimale model vil være, at OB midlertidigt flytter til Falen med pavilloner til deres adm. mm. Når NFCD er på plads og fuldt finansieret, kan OB bytte med B1913 og flytte til campus,« skriver Jørgen Poulsen til Jørgen Clausen, der er rektor Henrik Dams mand på projektet, efter flere møder med OB.

I oktober 2017 bliver amatørklubben bag OB af Odense Kommune tildelt fem baner på netop området kaldet Falen i Odense midtby samt 8 mio. kr. til at bygge nye kunstgræsbaner på OB’s nuværende anlæg, Ådalen.

SDU og OB slår fast, at deres mails og møder ophører i efteråret 2016. SDU vælger i stedet at satse på B1913 som modelklub, mens OB kigger andre veje for at få forbedret klubbens faciliteter, hvilket dermed forklarer udfaldet i oktober 2017.

»Til at starte med kunne vi godt have set os selv som en fast del af centret. Undervejs bliver processen for tung. Man var ikke afklaret med, at der skulle nogle brugere til. Og bruger skal for det første komme med nogle penge, men de vil også have noget medindflydelse. Og der følte jeg ikke helt, at der var overensstemmelse mellem vores ønsker og det, vi fik fremlagt på møderne. Vi er selvfølgelig en del af at bruge centret, når det bliver opført, sammen med resten af Divisionsforeningens klubber. Men i forhold til at flytte derud permanent så er svar på nuværende tidspunkt nej,« siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

BRANCHENYT
Læs også