Erhverv

Bilrigmand kører sjældent overskud hjem

Manden bag Danmarks største bilhus har for første gang i en årrække sorte tal på bundlinjen, viser nyt regnskab.

Holger Helle tjener gode penge på biludlejning i det sydlige Spanien. Foto: Mauritius Images

Den garvede bilforhandler Holger Helle tjener penge for første gang i fem år.

Hans holdingselskab Helle Auto Holding, der tidligere købte og solgte biler, men nu kun udlejer biler, kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et overskud efter skat på 3,8 mio. kr., viser et nyt regnskab.

Det er endda på trods af, at selskabet i løbet af regnskabsåret har måttet betale en bøde på 1,3 mio. kr. for dets medvirken i en kartelsag i Spanien.

Kartelsagen har ikke tidligere været beskrevet i danske medier, men ifølge Holger Helle har sagen en del år på bagen.

»Vi sad med til to møder for mange år siden i Spanien med andre biludlejningsfirmaer. Myndighederne mente, at vi burde have fortalt om de møder, hvilket vi ikke er enige i,« siger han.

Holger Helle føler sig urimeligt behandlet i sagen, men har besluttet ikke at anke dommen.

»Vores advokat har anbefalet os at anke sagen, men vi har bare brugt så meget tid og mange penge på den sag, at jeg nu har sagt, at jeg ikke gider mere. Jeg vil hellere bruge krudt på at lave gode resultater nu,« siger bilforhandleren.

Holger Helle grundlagde Danmarks største bilhus, Bilernes Hus i Silkeborg, i 2005. Her var han direktør og medejer gennem en årrække.

Men i 2015 solgte han sin ejerandel i Bilernes Hus, hvorefter han udelukkende satsede på biludlejning i Spanien, som han har boet i for mange år siden.

Gennem Helle Auto Holding har han også købt og solgt biler i Tyskland, men denne aktivitet er nu også ophørt.

»Med de aktiviteter, der nu er blevet lukket, er der fremadrettet udsigt til at lave overskud. Hvis det ikke sker, har jeg et problem over for mine medarbejdere,« siger Holger Helle.

Helle Auto Holding beskæftigede i 2016/2017 gennemsnitligt 44 fuldtidsansatte medarbejdere.

BRANCHENYT
Læs også