Russisk rigmand har købt sig ind i dansk nordsøolie
Oligarken Mikhail Fridman får ejerandel i det danske oliefelt Ravn.
En fusionering af to tyske olieselskaber betyder, at den russiske oligark Mikhail Fridman indirekte kommer til at eje 21 pct. af det danske oliefelt Ravn i Nordsøen.
Det skriver Berlingske Business.
Den stenrige russers indtræden på dansk grund sker, efter de tyske olieselskaber Tyske Wintershall og DEA Deutsche Erdöl AG slår sig sammen og bliver til virksomheden Wintershall DEA.
Wintershall DEA står nemlig til at drive oliefeltet Ravn sammen med Nordsøfonden, hvor det nye selskab har 74 pct. ejerskab af det danske felt.
Inden fusionen var Mikhail Fridman eneejer af DEA Deutsche Erdöl AG gennem selskabet LetterOne. I det nye selskab sidder han på 36 pct. af ejerskabet, hvilket betyder, at han reelt kommer til at eje 21 pct. af det danske oliefelt, ifølge Berlingske Business.
Den russiske oligark har tidligere forsøgt at opkøbe oliefelter i Storbritannien tilbage i 2015, men det blev dog forhindret af de britiske myndigheder, der frygtede, at igangværende internationale sanktioner mod Rusland og Vladimir Putin kunne ramme den britiske olie.
I Danmark har energiministeren mulighed for at gøre det samme, men det kan blive problematisk, da undergrundslovgivningen kan fortolkes på flere måder, og Wintershall DEA er hovedaktionær i det danske oliefelt.
Desuden har Mikhail Fridman tidligere modtaget en licens fra Energistyrelsen, der giver hans selskab lov til at lede efter olie i Nordsøen.

