Erhverv

Kadeau-restauranterne var i økonomisk krise: Nu er redningen kommet

Gourmetrestauranterne Kadeau i København og på Bornholm har været på pengejagt siden juli. Den jagt er nu slut.

Champagnen var fundet frem, da Kadeaus restaurant på Bornholm fik en Michelin-stjerne i 2013. Nu er det økonomisk trængte selskab bag restauranten blevet reddet. Foto: Mik Eskestad Foto: Mik Ekstestad

En Michelin-stjerne er ikke nødvendigvis lig med økonomisk succes. Bare spørg restauranterne Kadeau i henholdsvis København og på Bornholm.

Tidligere på året såede en uafhængig revisor tvivl om den fortsatte eksistens for de to restauranters moderselskab, Kadeau Holding ApS, der ifølge revisoren havde brug for kapital for at overleve.

Den kapital er nu blevet hentet, og samtidig er en kreds af erhvervsfolk med Filip Lau, Martin Schmidt Kristensen og Rasmus Friis i spidsen alle blevet nye medejere af Kadeau ifølge cvr-registeret. Rasmus Friis var i forvejen bestyrelsesformand for Kadeau.

Ifølge cvr-registeret er der i fredags sket kapitalforhøjelser på 6 og 2,5 mio. kr. til henholdvis Kadeau Holding ApS og Kadeau København og Bornholm ApS.

Finans har gerne villet tale med Kadeau om kapitalforhøjelserne og den nye ejerkreds, men selskabet henviser til en pressemeddelelse, der kommer senere mandag.

Da Kadeau Holding ApS i juli offentliggjorde regnskab for 2016 var det med et »utilfredsstillende« underskud på 2,1 mio. kr.

I den forbindelse blev det nævnt i regnskabet, at selskabet forhandlede med en gruppe af investorer om en kapitaltilførsel på 9,5 mio. kr., og at udfaldet af de forhandlinger var forventet at være kendt i slutningen af juli.

Men først nu er kapitalforhøjelserne altså kommet på plads.

Kadeau-restauranternes ejerkreds består også af stjernekokken Rasmus Kofoed og Lukas Forchhammer. Sidnævnte er forsanger i bandet Lukas Graham. Han skød i 2015 penge i Kadeau.

Udover Michelin-restauranterne i København og på Bornholm driver Kadeau Holding ApS også restauranterne Nabo, Pony og Honey. Hertil kommer grillbaren Bobbabella i Tivoli og Hotel Nordlandet i Allinge på Bornholm.

BRANCHENYT
Læs også