Erhverv

Bitcoin-rigmand skyder millionbeløb i Lars Seiers ishockeyklub

Niklas Nikolajsen er blevet mangemillionær på kryptovalutaer. Nu bliver han hovedsponsor i Rungsted Seier Capital, der har Lars Seier Christensen som medejer.

Niklas Nikolajsens virksomhed er ny hovedsponsor i Rungsted Ishockey. Foto: Bitcoin Suisse

Når tilskuere fremadrettet skal til ishockey i Rungsted, kommer det til at foregå i Bitcoin Arena.

For byens professionelle ishockeyklub, der er medejet af Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen, får ny hovedsponsor i form af det schweiziske selskab Bitcoin Suisse, som danskeren Niklas Nikolajsen stiftede i 2013 og er blevet mangemillionær på.

Bitcoin Suisse har tegnet et tre-årigt hovedsponsorat i ishockeyklubben og afløser Saxo Privatbank som hovedsponsor for klubben, der spiller i den bedste danske række.

I forbindelse med hovedsponsorskiftet skal klubbens hjemmebane altså omdøbes, fremgår det af en pressemeddelelse.

Niklas Nikolajsen fortæller, at Bitcoin Suisse skyder et syvcifret beløb i Rungsted Seier Capital.

»Vi kan identificere os med Rungsted Seier Capital, da det er en klub, der arbejder hårdt og har været gennem op- og nedture. Det har vi også prøvet i Bitcoin Suisse,« siger han til Finans.

Niklas Nikolajsen betragtes som én af de vigtigste folk i den schweiziske finanssektor og går under kælenavnet "finanspiraten" grundet sin hestetale og sit karakteristiske skæg.

Han fik et møgfald af sin kæreste, da han for år tilbage købte bitcoins for 150 dollars, har han tidligere fortalt. Siden har bitcoins vist sig som en fantastisk investering, og nu lever han overordentlig godt af handel med kryptovalutaer.

Niklas Nikolajsen har et personligt venskab med Lars Seier Christensen, og det har også spillet ind på beslutningen om at lave et sponsorat med ishockeyklubben.

I Bitcoin Arena vil der fremadrettet komme til at være et ni meter langt logo på midten af ishockeybanen. Det logo vil forestille en bitcoin i guld og sølv.

Bitcoin er lige nu et af de varmeste ord i finansverdenen. Kryptovalutaen er steget voldsomt i værdi i år, og én bitcoin er i øjeblikket 16.691 dollars værd. Det svarer til 105.821 kr.

Udover at det er første gang, at en virksomhed med aktiviteter inden for kryptovalutaer sponsorerer et elitesportshold, er det også ambitionen at aflønne Rungsted Seier Capitals spillere i bitcoins.

Den første spiller, Nikolaj Rosenthal, har allerede meldt sig klar til at blive aflønnet i bitcoins. Det er han den første professionelle atlet i verden til at gøre.

BRANCHENYT
Læs også