Fortsæt til indhold

Kåre Schultz vil fyre 14.000 ansatte og spare 19 mia. kr

Tidligere Lundbeck-boss er klar med gigantisk spareplan for det gældsplagede israelske medicinalselskab Teva.

Erhverv

»Hard-Kåre«-tiden er for alvor begyndt for den pressede israelske medicinalvirksomhed Teva: Massefyringer, stop for bonusser, intet udbytte til aktionærerne og en samlet spareplan på 3 mia. dollar - knap 19 mia. kr.

Sådan lyder hovedtrækkene i den ventede restruktureringsplan, Teva torsdag lidt over middag har udsendt en børsmeddelelse om. I alt 14.000 ud af ca. 57.000 ansatte skal forlade virksomheden, lægges der op til.

Organisationen skal, med den tidligere Lundbeck-topchef og Novo Nordisk-direktørs ord, gøres »fladere - både fra toppen og fra siden.«

Sådan lyder det i et to sider langt brev fra Kåre Schultz, stilet direkte til de ansatte i medicinalkoncernen.

Spareplanen har gentagne gange været omtalt som lige på trapperne i de israelske medier, der dog havde skudt på omkring 10.000 afskedigelser. Tidligere spareplaner i Teva har ifølge samme medier vist sig svære at gennemføre i fuldt omfang, især i Israel, hvor Tevas fagforening står stærkt.

»At beskære sin arbejdsstyrke i denne størrelsesorden er svært, og ikke noget vi gør letsindigt. Vi vil være respektfulde og transparente igennem hele processen, og tilbyde fratrædelse til de berørte ansatte i forhold til de lokale vilkår (Teva har ansatte i en lang række lande, red.) Jeg er klar over, at vi vil skille os af med folk, der har givet både år og en stor indsats for denne koncern, og jeg værdsætter deres dedikation dybt,« skriver Schultz om beslutningen om at afskedige mere end hver fjerde ansatte i løbet af de to næste år.

Kåre Schultz kom til Teva fra Lundbeck for halvanden måned siden. I slutningen af november skilte han sig med en håndfuld af virksomhedens direktører.

Artiklens emner
Teva Pharmaceutical Inds
Kåre Schultz