Erhverv
0

Star Wars sprængte banken i åbningsweekend - kun overgået af én film

Kun én film har slået "The Last Jedi" i indtjening i en åbningsweekend - og det er en anden Star Wars-film.

"Star Wars: The Last Jedi" tager sin begyndelse, hvor "The Force Awakens" slap med Rey (Daisy Ridley), der finder Luke Skywalker. Foto: Walt Disney Pictures

På den første weekend, hvor den seneste star Wars-film "The Last Jedi" åbnede i biografer over det meste af USA, indtjente filmen 220 mio. dollars, oplyser Disney.

Det er den næsthøjeste indtjening for en film i en weekend nogensinde. Den eneste anden film, der har overgået det, er en anden Star Wars-film, "The Force Awakens". Den havde premiere i december 2015, skriver CNN.

"The Last Jedi" var også den næstmest indtjenende film på selve premieredagen i torsdags. Igen kun overgået af den tidligere film i Star Wars-serien.

På verdensplan har filmen indtjent 450 mio. dollars, siden den åbnede onsdag/torsdag over det meste af verden i biograferne.

Ifølge CNN er disse tal især bemærkelsesværdige, fordi filmen endnu ikke har haft premiere i Kina, der er verdens næststørste filmmarked. "The Last Jedi" har premiere i Kina den 5. januar.

»Der var engang, hvor opfølgere til de oprindelige film blev anset som værende lidt mindre værd og udelukkende blev lavet for at presse de sidste dollars ud af et koncept. Det opfattelse passer ikke på den seneste Star Wars-film,« siger senioranalytiker Paul Dergarabedian fra comScore.

"The Last Jedi" har også været en stor succes blandt filmanmeldere, der generelt har givet den topanmeldelser og nogenlunde det samme antal stjerner som "The Force Awakens" fra 2015.

Disney overtog Star Wars-konceptet for fire mia. dollars i 2012.

"The Force Awakens" indtjente omkring to mia. dollars på verdensplan, og spin-off filmen "Rogue One: A Star Wars Story" indtjente sidste år en mia. dollars.

I USA, hvor man har statistik på alt, viser tallene fra weekenden, at 58 pct. af biografgængerne var mænd og at 62 pct. var over 25 år.

Disney forventer, at der næste år kommer endnu en film, "Solo: A Star Wars Story", der er baseret på karakteren Han Solo som ung.

Opfølgeren til "The Last Jedi" bliver "Star Wars: Episode IX", der skal ramme biograferne i december 2019.

BRANCHENYT
Læs også