Fortsæt til indhold

Økonomidirektør forlader pengetørstig familiekoncern

Niels Peter Christiansen er fortid i familievirksomheden Dinex, der er på jagt efter en pengestærk mage.

Lastbilsudstødningsproducenten Dinex i Middelfart. Adm. direktør og indehaver Torben Dinesen. Foto: Casper Dalhoff
Erhverv

Familien bag den fynske udstødningskæmpe Dinex, der i over et år har jagtet en rig investor, siger nu farvel til sin økonomidirektør.

Niels Peter Christiansen, der har 16 års erfaring fra Danfoss i bagagen, stopper efter knap fire år i Dinex’ direktion.

Hans afløser er allerede fundet internt i skikkelse af Jannie Tholstrup, der indtil nu har båret titlen ”Group Finance Manager”, og som tidligere har været økonomidirektør i elektronikkæden Power.

Dinex ledes og ejes af arvingen Torben Dinesen, der i lang tid har været på jagt efter en investor, der kan komme med de penge, det kræver, for at Dinex kan udleve sine vækstdrømme.

»Vi sonderer markedet for at se, om der skal investorer ind. Det er ikke sådan, at vi sælger helt ud af arvesølvet. Men med den vækst, vi er inde i, vil jeg gerne have nogle investorer med ind for at få noget mere polstring,« sagde Torben Dinesen til Finans i april. Siden er der ikke sket noget på den front.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Torben Dinesen, der holder juleferie.

Dinex, der sælger udstødningssystemer og partikelfiltre over hele verden, havde et par hårde år i 2014 og 2015. Men i 2016 kom familievirksomheden igen på sporet med en omsætning, der voksede 12,5 pct. til 913 mio. kr., mens driftsoverskuddet blev fordoblet.

mio. kr.20162015
Omsætning913,6811,0
Driftsresultat82,040,0
Resultat efter skat-3,49,8

Og hvis målene for 2017 holder, kommer Dinex over på den anden side af nytår med en omsætning på over 1 mia. kr. og et driftsresultat, der er vokset med 50 pct.

Virksomheden fra Middelfart blev grundlagt i 1982 af Jørgen og Grethe Dinesen, og i 2000 overtog Torben Dinesen styrpinden. Han ejer i dag 85 pct., mens familien ejer de sidste 15 pct. Og det er ikke en majoritetsinvestor, man leder efter, slog Torben Dinesen fast i april.

»Vi forestiller os en finansiel investor, en fond, en privat pengetank. Men det er meningen, at jeg skal være en del af virksomheden i mange år endnu. Jeg er kun 50 år,« sagde Torben Dinesen.

Artiklens emner
Dinex