Erhverv
0

Dansk rengøringsboss hænger på fængselsstraf og millionbøde

Michael Krogh fra Forenede Service får ikke sin sag for Højesteret. Han skal dermed afsone to og et halvt års fængsel og betale en millionbøde.

Topchef i stort dansk rengøringsselskab skal i fængsel for skattesvig. Foto: Finn Frandsen/Polfoto

Michael Krogh, der er tidligere topchef i Danmarks næststørste rengøringsfirma Forenede Service, skal definitivt i fængsel. Procesbevillingsnævnet har afgjort, at Michael Krogh ikke får anketilladelse til Højesteret.

Det skriver Fagbladet 3F.

I august 2017 kendte Østre Landsret Michael Krogh skyldig i groft skattesvig. En stadfæstelse af den dom, som byretten i Lyngby afsagde i januar 2017.

Han er dømt for ikke at have meddelt Skat, at han i årene 2010, 2011 og 2012 solgte aktier i servicekoncernen Forenede, moderselskab til Forenede Service, for i alt 26,2 mio. kr.

I retten erkendte han, at han ikke havde betalt skat af salget af aktierne. Han forklarede, at han ikke troede, at han skulle. Han nægtede sig skyldig.

Retten idømte ham en straf på to og et halvt års fængsel samt en bøde på 11 mio. kr. En straf han ønskede at anke til Højesteret. Men det har han altså ikke fået lov til.

»Sagen kommer ikke for Højesteret. Michael Krogh er påbegyndt sin afsoning. Hvorvidt bøden er betalt eller ej, er et privat anliggende, som jeg ikke har indsigt i,« skriver koncerndirektør hos Forenede Carsten Clement i en e-mail til Fagbladet 3F.

Ifølge specialanklager ved Nordsjællands Politi, Martin Broms, som Fagbladet 3F har talt med, er bøden på 11 mio. kr. endnu ikke betalt.

Michael Krogh ejer knap 13 pct. af aktierne i Forenede, der er en familieejet koncern med cirka 4.000 ansatte. Disse aktier blev beslaglagt i forbindelse med en kendelse 27. november 2014 ved Retten i Lyngby. Beslaglæggelsen skete for at sikre, at Michael Krogh ville kunne betale sin skattegæld, hvis han blev dømt i sagen.

BRANCHENYT
Læs også