Erhverv

Verdens dyreste "fængsel" bliver til hotel igen

Det femstjernede hotel Ritz-Carlton i Riyadh tager fra næste måned igen mod reservationer efter at have været rigmandsfængsel siden november.

Der er schwung over det fem stjernede hotel Ritz-Carlton i Riyadh i Saudi-Arabien. Nu genåbner det for almindelige mennesker efter at have været fængsel i nogle måneder. Foto: Rtiz-Carltons hjemmeside

Saudi-Arabiens hersker, kronprins Mohammed bin Salman, har i flere måneder lagt beslag på alle værelserne i luksushotellet Ritz-Carlton i hovedstaden Riyadh.

"Overtagelsen" af hotellet skete i november sidste år, da han pludselig satte flere hundrede rige landsmænd i "fængsel" på Hotel Ritz-Carlton, i hvad han selv kaldte et opgør med korruptionen i landet. Siden har hotellet været lukket for almindelige gæster.

Men Bloomberg skriver, at Ritz-Carlton Riyadh igen tager mod reservationer fra den 14. februar, ifølge hotellets hjemmeside. Prisen begynder ved 664 dollars for det billigste værelse.

Der har cirkuleret adskillige rygter om, hvad der reelt er foregået med de "indsatte" efter overtagelsen. Lige fra, at nogle af de tilbageholdte er blevet tortureret til værelsesdøre, der ikke kunne lukkes af frygt for selvmord, og at andre blev behandlet med respekt og stadig kunne bestille room service.

Rygterne er dog ikke blevet verificeret.

Langt de fleste af de tilbageholdte er igen fri. Enten blot løsladt, mens andre har købt sig fri ved at betale nogle af deres midler ind til statskassen.

Det endelige antal, der stadig er på hotellet, er ikke blevet offentliggjort. Det seneste tal fra december lød på 159.

Læs også