Fortsæt til indhold

Svensk storkoncern skærer 3.000 ansatte væk - Danmark går fri

Byggekoncernen Skanska omstrukturerer forretningen i en række lande for at reducere omkostningerne.

Erhverv

Storkoncernen Skanska med hovedsæde i Sverige skærer dybt i den globale byggeforretning. Det meddeler selskabet onsdag i en børsmeddelelse efter en nedjustering. En omstrukturering kan koste ca. 3.000 stillinger, som dermed skal give en årlig besparelse på ca. 1 mia. svenske kroner.

Skanska meddeler, at koncernen efter en såkaldt strategisk gennemgang tager millionomkostninger til en større retrukturering. Samtidig varsler den svenske koncern, der har 41.000 medarbejdere globalt og aktiviteter i en række lande, at forventningerne til indtjeningen i 2017 ikke kan holdes.

Den melding kommer to dage efter, at den britiske entreprenørkoncern Carillion med 43.000 ansatte gik i konkurs.

Skanska meddeler, at koncernen vil reducere i de ikke-lønsomme dele af forretningen og samtidig gennemføres en række ændringer med bl.a. risikostyring samt i organisationen og ledelsen. Skanska vil derfor bl.a. reducere aktiviteter i Polen, USA, Storbritannien og Tjekkiet.

Koncernledelsen understreger, at tilpasningerne primært vil ligge uden for Norden, da de nære markeder leverer gode resultater.

Nedskæringerne ventes heller ikke at ramme her landet ifølge adm. direktør Peter Nymann-Jørgensen i Skanska Danmark. Han siger:

»Selskabet har kun fokus på aktiviteter inden for projektudvikling af kontorer og boliger. Så den plan har ikke betydning her.«

Skanska har været på det danske marked siden 1961, da den svenske koncern overtog entreprenørfirmaet C.G. Jensen. Senere blev flere selskaber opkøbt og navnet ændret til Skanska Danmark.

Skanska-koncernen har dog gennem årene ændret strategisk fokus i forretningen, og derfor blev den danske entreprenørforretning solgt fra for 10 år siden.

Artiklens emner
Skanska