Erhverv

Superliga-klubs eksistens er truet: Ejer er gået i rekonstruktion

De største kreditorer vil ikke være med til at redde Hellerup Finans fra en truende konkurs. Det kan betyde lukningen af Lyngby Boldklub.

Hellerup Finans er gået i rekonstruktion. Selskabet ejer Lyngby Boldklub, som er truet på livet, forklarer bestyrelsesformand i Hellerup Finans, Torben Jensen.

Hellerup Finans, der måske er bedst kendt som ejer af Superliga-klubben Lyngby Boldklub, går nu i rekonstruktion.

Årsagen er, at selskabets største kreditorer ikke vil være med til at redde Hellerup Finans fra en truende konkurs.

Det oplyser det kriseramte selskabs bestyrelsesformand, Torben Jensen, i en pressemeddelelse.

»Vi kan konstatere, at denne samarbejdsvilje (fra Hellerup Finans' kreditorer, red.) ikke er tilstede og har derfor søgt hjælp hos Advokatfirmaet Plesner for at sikre, at nedlukningen sker på forsvarlig vis, og det er "værktøjet" rekonstruktion så vejen til,« siger han i pressemeddelelsen.

De selskaber, der nu skal under rekonstruktion, er Selskabet af 1. juni 2005 A/S og Selskabet af 13. maj 2013 A/S. De gik tidligere henholdsvis under navnet Hellerup Finans A/S og Forvaltningsselskabet Hellerup Finans A/S.

Situationen for Hellerup Finans betyder, at Lyngby Boldklubs eksistens er truet, indrømmer Torben Jensen i pressemeddelelsen.

»Hovedaktionæren er under rekonstruktionsbehandling og kan derfor ikke hjælpe klubben, så det er en meget presset situation for Lyngby Boldklub,« siger han.

Torben Jensen forklarer, at klubben er til salg, og at der skal handles hurtigt, hvis Lyngby Boldklub skal reddes.

Den seneste tids dækning af Hellerup Finans har ifølge Torben Jensen haft den konsekvens, at sponsorer har trukket sin støtte til Lyngby Boldklub.

»De igangværende forhandlinger om salg af spillere lider samtidigt, da køber af de konkrete spillere naturligt søger at drage fordel af Lyngby Boldklubs situation ved at presse pris og forhale forhandlingerne,« siger bestyrelsesformanden.

Tidligere har Hellerup Finans og Torben Jensen meldt ud, at man ønskede at sælge sine aktier i Lyngby Boldklub. Men så - i august 2017 - lød meldingen, at fodboldklubben ikke længere var til salg.

Den usikre økonomi i Hellerup Finans har tidligere fået DBU til at afvise en fornyelse af Lyngby Boldklubs licens. Det endte dog med, at licensen blev forlænget for indeværende sæson.

Hellerup Finans har gentagne gange måttet tilføre Lyngby Boldklub penge for at sikre driften.

BRANCHENYT
Læs også