Erhverv

Sky bilfamilie tabte over 1 mia. kr. - nu har den tjent det meste igen

Familien Andersen fra Køge kan igen kalde sig milliardærer. Bag familiens anonyme selskab gemmer sig en historie om risikabel handel med værdipapirer.

Carsten F. Andersen ejer denne bilforretning på Gammel Køge Landevej ved København. Men han er også direktør for familien Andersens pengetank, der tjener formuer på risikofyldte spekulationer. Foto: Stine Bidstrup

Den tidligere bilkonge Allan F. Andersen og hans familie har på bemærkelsesværdig vis rejst sig igen, efter at en række fejlslagne investeringer kostede familien en formue.

For år tilbage tabte den i offentligheden ukendte bilfamilie fra Køge over 1 mia. kr. på heftig spekulation i værdipapirer. Men siden har familien gjort comeback med en række store overskud.

Familien Andersen kort fortalt
  • I spidsen for bilfamilien Andersen står Allan Fischer Andersen, der i mange år stod for importen af Suzuki- og Mazda-biler i Danmark.
  • Det skete gennem det Køge-baserede firma Andersen Motors, som han i februar 2003 solgte fra.
  • Ved siden af handel med biler har familien Andersen spekuleret heftigt i værdipapirer gennem selskabet Investeringsselskabet af 1. november 2001 A/S. Det har givet både store tab og store gevinster.
  • En række spektakulære overskud gav kortvarigt Andersen-familien milliardærstatus. Siden forsvandt en del af pengene i fejlslagne investeringer, men nu peger formuen igen opad. Familien har nu igen en formue på over 1 mia. kr.
  • Allan Fischer Andersen ejer størstedelen af familiens investeringsselskab, mens Carsten F. Andersen er direktør. De øvrige aktieposter sidder Ina Birgitte F. Andersen og Ghita Simone F. Andersen på.
  • Familien ejer også Kaj Andersen & Sønner Holding A/S, der har en egenkapital på 289 mio. kr.

Et nyt regnskab fra familiens investeringsselskab viser, at familien i 2017 tjente 233 mio. kr. Det bringer familiens samlede gevinst over de seneste seks år op på 986 mio. kr. - kun ved handel med værdipapirer.

Samtidig betyder det, at Andersen-familien har indhentet de enorme tab, der ramte den i årene efter finanskrisen.

»Årets resultat er i overensstemmelse med sidste års forventninger for regnskabsåret,« skriver familien i det nye regnskab.

Når den sky bilfamilie fra Køge overhovedet har råd til at handle med værdipapirer for store trecifrede millionbeløb, skyldes det Allan F. Andersen, tidligere kendt som »Køges bilkonge.«

Han opbyggede sin formue ved gennem mange år at stå for den danske import af Mazda- og Suzuki-biler. Det skete gennem firmaet Andersen Motors, som han siden solgte fra.

I dag ejer Allan F. Andersen majoriteten af familiens investeringsselskab. Den daglige ledelse er lagt i hænderne på Carsten F. Andersen, der også driver Carsten Andersen Automobiler på Gammel Køge Landevej.

Bag familiens anonyme investeringsselskab gemmer sig en historie om risikabel handel med værdipapirer. Den slags, der kan være særdeles indbringende - og særdeles dyr.

Gennem årene har familien Andersen således haft et omfattende brug af shortselling, hvor man spekulerer i aktier uden at eje dem. Metoden er meget indbringende i nedgangstider, men lige så risikabel i opgangstider.

Det er aktiegambling i sin reneste form – og Allan F. Andersen og hans familie har vundet og tabt store summer på det.

Efter et kæmpetab på 737 mio. kr. i regnskabsåret 2010/11 solgte familien pludselig alle sine værdipapirer, der på daværende tidspunkt var næsten en halv mia. kr. værd.

To år efter var familien igen i fuld gang med at spekulere. Det har været en gylden forretning lige siden. For første gang i næsten 10 år er egenkapitalen i familiens investeringsselskab nu igen på over 1 mia. kr.

Familien ejer værdipapirer for knap 1,5 mia. kr.

Carsten F. Andersen har tidligere udtalt til Finans, at han ikke ønsker at kommentere familiens investeringer. Heller ikke formanden for Andersen-familiens investeringsselskab, den tidligere Danske Bank-direktør Jens Otto Veile, har villet sige noget.

I det nye regnskab fra familiens investeringsselskab fremgår det, at man forventer et noget lavere resultat i år.

BRANCHENYT
Læs også