Erhverv

Saudi-Arabien henter over 600 mia. kr. fra korruptionsanklagede

Det har været et dyrt hotelophold på Ritz-Carlton for de indespærrede i Saudi-Arabien - stadig 95 tilbage på luksushotellet i Riyadh.

Der er schwung over den fem stjernede hotel Ritz-Carlton i Riyadh i Saudi-Arabien. Nu genåbner det for almindelige mennesker efter at have været fængsel i nogle måneder. Foto: Rtiz-Carltons hjemmeside

Saudi-Arabien forventer, at have hentet mere end 100 mia. dollars i tilbagebetalinger fra de mange korruptionsanklagede, som har været "indsat" på luksushotellet Ritz-Carlton i hovedstaden Riyadh.

Det er også blevet kaldt verdens dyreste fængsel.

Korruptionsklagerne har ramt prinser og milliardærer efter kronprins Mohammed bin Salman sidste år sagde, at han ville rense landet for korruption, skriver Bloomberg.

Søndag aften kunne statsanklager sheik Daud Al Mojeb gøre status for januar i Ritz-Carltons foyer: 90 er blevet løsladt, efter anklagerne mod dem er frafaldet, mens der stadig er 95 tilbage på hotellet.

Fem af de 95 overvejer at godkende en aftale om tilbagebetaling til staten, mens resten stadig gennemgår de beviser, de er blevet præsenteret for.

Det er godt tre måneder siden, at Ritz-Carlton blev lavet om til et gyldent fængsel for nogle af Saudi-Arabiens rigeste mænd. De fleste har valgt at tilbagebetale meget store beløb mod at få deres frihed tilbage.

»Vi er gået ind i en ny æra. Korruption vil blive udryddet og kampen mod korruption vil ikke stoppe,« sagde Daud Al Mojeb ifølge Bloomberg.

De aftaler, som anklagemyndigheden har indgået med de anklagede, omfatter en kombination af kontanter, fast ejendom, aktier og andre værdier.

I alt har omkring 350 personer været indkaldt til forhør siden den 4. november sidste år.

»Den kongelige ordre var tydelig. Vi dropper anklagerne mod dem som angrer, hvis de går med til at lave en aftale,« siger Daud Al Mojeb.

Hotellet forventer at åbne igen for normalt betalende gæster den 14. februar.

Læs også