Erhverv

Elon Musk satser lønnen: Tesla skal vokse med 3.600 mia. kr.

Tesla skal vokse til et af verdensstørste selskaber de næste ti år.

»Elon vil ikke være garanteret nogen kompensation af nogen slags. Ingen løn eller økonomiske bonusser,« står der i den opsigtsvækkende meddelse. Arkivfoto.  Foto: AP

Tesla skal vokse med 600 mia. dollars svarende til 3600 mia. kr. inden for 10 år fordelt over 12 delmål.

Hvis ingen af målene lykkes, modtager bilfabrikantens grundlægger og direktør Elon Musk ikke en rød reje for sit arbejde.

Sådan lød budskabet i en pressemeddelelse, som tirsdag blev udsendt af Tesla.

Her fremlagde elbilsproducenten sin ambitiøse forretningsstrategi for de kommende 10 år, der skal forsøge at gøre Tesla til et af de mest værdifulde selskaber i verden med en markedsværdi på 650 mia. dollars svarende 3900 mia. kr.

Samtidig offentliggjorde Elon Musk det vovede væddemål, der muligvis kan gøre ham til ulønnet direktør for det idealistiske bilmærke, der i dag har en markedsværdi på 59 mia. dollars (354 mia. kr.).

»Elon vil ikke være garanteret kompensation af nogen slags. Ingen løn eller økonomiske bonusser,« står der i den opsigtsvækkende meddelelse.

Til gengæld er der store gevinster at hente for den excentriske direktør, hvis målet lykkes. Strategien består nemlig af 12 delmål, og hver gang et mål indfris modtager Elon Musk én procent af Tesla-aktierne.

»Han vil kun blive belønnet, hvis alle aktionærer klarer sig ekstraordinært godt,« skriver Tesla, der samtidig understreger, at alle Tesla-medarbejdere ejer aktier i virksomheden. Hvis strategien indfris, vil det dermed komme alle medarbejdere i Tesla til gode.

Teslas nye strategi kommer efter, at bilfabrikanten oplevede massive problemer i 2017. Her kæmpede Tesla med milliontab i regnskaberne, og produktionsproblemer med virksomhedens nye bil Tesla 3, der stadig langt fra har nået produktionsmålet.

Da Tesla meddelte i starten af januar, at der forsat var forsinkelser med Tesla 3, faldt aktien med 2 pct.

Læs også