Fortsæt til indhold

Novo-ejer kaster en kvart milliard efter nyt superprojekt

Novo Nordisk Fonden kaster 255 mio. kr. efter et nyt supermikroskop, og det vil få betydning for hele Øresundsregionen, vurderer fondens direktør Birgitte Nauntofte.

Erhverv

Den stenrige Novo Nordisk Fonden kaster 255 mio. kr. efter et nyt supermikroskop, der har potentiale til på sigt at føre til nye lægemidler.

Navnet på det nye supermikroskop er MicroMax, og det bliver verdens mest avancerede af sin type.

Det kommer til at blive en del af Max IV, et svensk nationalt forskningslaboratorium i Lund, og simpelt forklaret kan MicroMax bruges til at undersøge og beskrive proteiner.

»Det kan få os til at lære en masse omkring proteinstruktur-biologi, som vi i dag ikke ved noget om. Det kan føre til nye indsigter, som kan bruges, når man f.eks. skal udvikle nye lægemidler.

Der kommer ganske enkelt muligheder, som vi ikke har i dag,« siger Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.

Det er ifølge Birgitte Nauntofte den største infrastrukturbevilling, Novo Nordisk Fonden nogensinde har givet.

»Vi har valgt at styrke dette område, fordi området for strukturbiologi er et væsentligt fundament for forskning inden for life science,« siger Birgitte Nauntofte.

MicroMax forventes at stå færdig i 2022, og Novo Nordisk Fonden har med de 255 mio. kr. sikret driften af supermikroskopet de første 10 år af dets levetid.

Jeg mener, at Øresundsregionen står rigtig stærkt, når det handler om at være en international hub for life science.
Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden.

Allerede efter otte år vil projektet blive evalueret, og dermed er der potentielt også mulighed for at forlænge det.

»Vi får mulighed for at tilgå langt mere komplekse molekyler og systemer, og det er helt essentielt i forhold til f.eks. udvikling af nye lægemidler eller enzymer. Dette vil få en kæmpe betydning for fremtidig udvikling, vækstpotentiale og innovation inden for life science-industrien som helhed,« siger Poul Nissen, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet.

Udover den direkte effekt i form af tiltrækning af forskere fra hele verden, vil bevillingen også få betydning for hele regionen, der i mange år har forsøgt at positionere sig internationalt inden for alt fra lægemiddeludvikling til medicinsk udstyr.

»Jeg mener, at Øresundsregionen står rigtig stærkt, når det handler om at være en international hub for life science. Et apparatur som dette vil kun være med til at styrke hele regionen yderligere,« siger Birgitte Nauntofte.

MicroMax bliver en del af Copenhagen Bioscience Cluster – en klynge af forskningscentre og infrastruktur inden for biomedicin og bioteknologi i Region Hovedstaden i Danmark og i Skåne i Sydsverige.

Artiklens emner
Novo Nordisk Fonden
ESS