Erhverv

Efter bryllup med MTG: TDC-boss åbner for endnu større megafusion

Topchef Pernille Erenbjerg ser en strategisk mulighed for nye fusioner på længere sigt. TDC's fusion med MTG åbner nemlig for en nordisk tele- og mediegigant, hvis TDC på længere sigt smelter sammen med Tele2 i Sverige.

Pernille Erenbjerg skal stå i spidsen for den nye fusion mellem TDC og MTG. Men hun er samtidig ikke afvisende for, at den nye konstruktion på længere sigt at fusionere med andre lignende selskaber for at skabe en skandinavisk magtfaktor. Foto: Heidi Maxmiling

Man kan ikke beskylde TDC's topchef Pernille Erenbjerg for at sidde på hænderne midt i TDC's vækstkrise og vedvarende rygter om udenlandske telegiganters opkøbsjagt på den danske telegigant.

Hun er gået i offensiven, efter hun torsdag tog MTG's koncerndirektør, Anders Jensen, i hånden og præsenterede en ny fusion mellem de to selskaber. TDC betaler godt 15 mia. kr. for MTG's medieforretning, der bl.a. indeholder TV3-kanalerne og Viasat.

Men sammensmeltningen mellem Danmarks største teleselskab med Nordens største mediekoncern åbner for nye perspektiver på det nordiske telemarked. Med fusionen afgiver TDC 28 pct. af aktierne til MTG, som sender dem videre til sine aktionærer, heriblandt den svenske storaktionær, Kinnevik, der fremover vil eje 5 pct. af TDC.

Investeringsselskabet Kinnevik har i forvejen store aktieposter i Sveriges næststørste mobiloperatør, Tele2, der også har været på indkøb med overtagelsen af Sveriges største tv-leverandør, Com Hem.

Der tegner sig dermed en skitse til en fremtidig magtkæmpe på det skandinaviske telemarked med en fusion mellem TDC og MTG på den ene side og Tele2 og Com Hem på den anden. En tanke, som TDC-topchefen ikke vil afvise som et fremtidigt scenarie, når fusionen mellem TDC og MTG har fundet sine ben.

»Det åbner op for nogle strategiske muligheder på længere sigt, som kunne være en fusion med Tele2 og Com Hem. Men det kunne også være andre scenarier,« siger Pernille Erenbjerg.

Det er blevet mere oplagt, at TDC i fremtiden bliver en del af en stor nordisk fusion

Peter Kurt Nielsen, teleanalytiker i det norske finanshus ABG Sundal Collier

Hun påpeger samtidig, at konstruktionen i den nye fusion ikke giver nogen parter eller aktionærer afgørende indflydelse, der kan blokere for en fremtidig kæmpefusion med TDC som den ene part.

»I og med at vi laver fusionen, som vi gør, hvor ingen får en bestemmende indflydelse, vil der være mulighed for, at andre selskaber vil kunne banke på døren for at snakke fusion. Og det er vi åbne for, hvis den situation opstår,« siger Pernille Erenbjerg.

Også teleanalytiker i det norske finanshus ABG Sundal Collier, Peter Kurt Nielsen, ser en skitse til en fremtidig nordisk telegigant, selv om »der endnu er lang vej.«

»TDC har fået en større nordisk profil i kraft af fusionen med MTG, der har store aktiver i Norge og Sverige. Vi skal selvfølgelig først se, om fusionen mellem TDC og MTG bliver en succes, og om de kan opnå de forventede synergier. Men det er blevet mere oplagt, at TDC i fremtiden bliver en del af en stor nordisk fusion,« siger han.

TDC har i årevis været på jagt efter ny ilt til forretningen, der har tabt næsten 2 mia. kr. på indtjeningen (EBITDA) siden 2012.

Ifølge flere kilder, Finans har talt med, havde man i TDC-ledelsen set sig lun på netop den svenske tv-leverandør Com Hem. Men prisen blev for høj i forhold til vækstpotentialet, nåede man frem til i TDC, og Com Hem røg i december 2017 over på Tele2-hænder.

Pernille Erenbjerg vil da heller ikke afkræfte, at overvejelserne har været på bordet hos TDC.

»Ja, det har der været spekuleret i rundt omkring,« svarer hun på spørgsmålet.

Men efter planen med Com Hem gik i vasken, begyndte Pernille Erenbjerg at kigge sig omkring efter andre muligheder. Scenariet lød, at hvis man ikke kan puste sin størrelse op som tv-distributør med Com Hem, må man forsøge at fusionere med andre dele af værdikæden for at undgå at blive opkøbt. Derfor valgte TDC i sidste ende at gifte sig med MTG.

Vi skal ikke længere købe os til alt tv- og streamingindhold. Nu ejer vi selv meget af det mest efterspurgte indhold.

Pernille Erenbjerg, adm. direktør i TDC

Kinnevik vil ikke kommentere scenariet om en fremtidig kæmpefusion, men melder, at de ejer andele i flere selskaber inden for tele- og tv-sektoren, hvor »der er mulighed for at skabe synergier i fremtiden.«

Finans har også spurgt Ørsteds adm. direktør, Henrik Poulsen, om en fremtidig megafusion, da han er næstformand i Kinneviks bestyrelse. Men han vil ikke lufte overvejelserne fra Kinneviks bestyrelseslokale.

»Det skal jeg overlade til bestyrelsen og ledelsen i MTG og TDC at kommentere på. Kinnevik har erklæret sin fulde støtte til fusionen, og det er jeg selvfølgelig en del af som en del af bestyrelsen,« siger Henrik Poulsen.

Henrik Poulsen, der fra 2008 til 2012 var adm. direktør i TDC, fortæller desuden, at »det ikke er planen«, at han skal besætte en af de to bestyrelsesposter, der bliver ledige i den nye fusion.

TDC og MTG regner med, at fusionen vil give synergier for 600 mio. kr., hvoraf 400 mio. kr. skal høvles af omkostningerne, og 200 mio. kr. skal komme fra øget salg af tv- og medieprodukter.

Pernille Erenbjerg ser fusionen som et skridt mod at skabe en forretning i vækst, fordi TDC og MTG tilsammen vil sidde på hele værdikæden. Lige fra rettigheder og kanalerne til distribution og infrastrukturen.

»Vi skal ikke længere købe os til alt tv- og streamingindhold. Nu ejer vi selv meget af det mest efterspurgte indhold. Derfor vil vores produkt stå stærkere på et konkurrencepræget marked, men det vil også gøre tv-forretningen mere omkostningseffektiv,« forudser Pernille Erenbjerg.

TDC har med sine nye muskler fra MTG således fået en størrelse, hvor et muligt opkøb af TDC bliver lagt på hylden - i hvert fald for en stund. Men TDC-investorerne deler ikke begejstringen for det nye makkerpar. Torsdag lukkede TDC-aktien således med et kursfald på godt 8 pct.

»Mange investorer havde måske håbet på, at det gik den anden vej, og at det ville ende med nogen, der ville købe TDC. Det er selvfølgelig ikke udelukket, at det stadig kan ske,« siger teleanalytiker Peter Kurt Nielsen.

Henover de seneste to år har det været rygtet flere gange, at udenlandske selskaber ville have fingrene i TDC, heriblandt svenske Telia.

Læs også