Erhverv

Dansk tøjbrand bliver sponsor for Magnussens Formel 1-hold

Jack & Jones-navnet vil i den kommende Formel 1-sæson kunne ses på racerbilerne fra det amerikanske Haas F1 Team.

PR-billede fra Bestseller.

Fremover kan den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen se frem til at trykke speederen i bund med et dansk islæt på både tøjet og Formel 1-raceren.

Det danske tøjmærke Jack & Jones skal fremover være sponsor for Kevin Magnussens hold, det amerikanske Haas F1 Team, oplyser Jack & Jones i en pressemeddelelse.

Jack & Jones er en del af den danske modekoncern Bestseller, der er ejet af Holch Povlsen-familien.

I den nye Formel 1-sæson vil Jack & Jones-navnet derfor kunne ses på Haas-racernes bagerste spoiler, den såkaldte rear wing, lige som Jack & Jones-logoet vil optræde på de to kørere, der udover Kevin Magnussen består af franske Romain Grosjean.

Jack & Jones og Kevin Magnussen er dog ikke ubekendte med hinanden. Det danske tøjmærke har tidligere haft forskellige former for samarbejde og partnerskaber med Kevin Magnussen.

2018-sæsonen er 25-årige Kevin Magnussens anden Formel 1-sæson for Haas F1 Team, siden han skiftede fra Renault, hvor han kun kørte en enkelt sæson.

Inden da kørte han for McLaren-holdet.

Haas F1 Team er opkaldt efter ejeren og bagmanden, den amerikanske rigmand Gene Haas.

Læs også