Erhverv

Nu bliver skæbnen for 700 medarbejdere i konkursramt møbelgigant afgjort

Advokaterne bag konkursboet i Danmarks største møbelproducent vil mandag middag give de ansatte besked om fremtiden. Hvis forhandinger om et muligt salg ikke er afsluttet, kan de ansatte blive sendt hjem igen.

Medarbejdere fra den konkursramte møbelfabrik på vej til informationsmøde mandag for at høre om deres frmetidige skæbne. Foto: Casper Dalhoff

De ansatte på den konkursramte møbelfabrik Tvilum - med knapt 700 ansatte - kan ende med at blive sent hjem fra dagens informationsmøde uden klar besked om fremtiden.

Advokaterne, som styrer Tvilums konkurs, har mandag lige før middag indkaldt alle de ansatte til møde på hovedfabrikken i Fårvang.

Selskabet
  • Tvilum ApS har hidtil været ejet af selskabet RCG Tvilum, der har Robert Loring Jr., Revolution Capital Group, USA samt Cyrus Nikou, Atar Capital, USA, som hovedaktionærer.
  • Mere end 90 pct. af produktionen går til eksport. Tvilum tegner sig for ca. 10 pct. af den danske møbeleksport.
  • Blandt selskabets store markeder er Frankrig, Tyskland og USA.
  • Kunderne til møblerne er internationale detailkæder som Walmart, Conforama, B&Q og Jysk.

Mandag formiddag, da medarbejderne er begyndt at ankomme til fabrikshallen, hvor mødet finder sted, lyder meldingen fra kuratorerne, at de først vil fortælle om status på forhandlingerne, når de anssatte har fået information.

Ifølge Finans’ kilder er der fortsat flere parter ved forhandlingsbordet, men hvorvidt der er en endelig aftale på plads eller ej er uklart. Derfor kan dagens møde ende med, at konkursboet vælger at sende de ansatte hjem igen og indkalde til nyt informationsmøde senere i denne eller måske i næste uge. En anden mulighed er, at kuratorerne kan skaffe kapital til på egen drift at genoptage produktionen indtil en mulig handel er på plads. Sidstnævnte mulighed virker ifølge flere kilder dog ikke så sandsynlig i den aktuelle situation.

Tvilum er fredag gået komkurs. 700 ansatte sendt hjem og bedt om at møde mandag formiddag til informationsmøde.

Den ene af kuratorerne, advokat Morten Hans Jakobsen, Gorrissen Federspiel, har tidligere sagt til Finans, at der arbejdes under tidspres. Dels for at sikre, at kunderne til Tvilums møbler ikke finder andre løsninger, dels at medarbejdere ikke søger mod andre arbejdspladser. Morten Hans Jakobsen blev fredag sammen med advokat Ulrik Holsted-Sandgren, Horten Advokatpartnerselskab, sat ind som kuratorer i Tvilums konkurs.

Ifølge Finans' oplysninger har der gennem weekenden været drøftelser med op mod tre mulige parter til overtagelse af hele eller dele af selskabet.

Kurator Ulrik Holsted-Sandgreen sagde fredag til Finans, at der er flere årsager til konkursen. Blandt disse er ifølge ham pres på momsrefusion samt problemer med en stor udenlandsk kunde, som er i økonomiske vanskeligheder.

Konkursen udløses dog ifølge Finans' oplysninger også af, at flere leverandører af råvarer til produktionen af Tvilums plademøbler har lukket for kreditten og ønsket gæld indfriet.

En af de helt store leverandører er den danske spånpladeproducent Novopan, der ejes af den østrigske familiekoncern Kronospan. Netop den trækoncern med aktiviteter i en række lande ejer desuden også banken ECCM på Malta, der ifølge Finans' oplysninger har været en af Tvilums bankforbindelser.

Kurator Morten Hans Jakobsen har bekræftet, at Kronospan er orienteret om Tvilum-forløbet. Hos adm. direktør Henning Jensen i Novopan - og dermed Kronospan Danmark - lød meldingen dog søndag til Finans, at koncernen »ingen kommentarer har til situationen omkring Tvilum«.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også