Fortsæt til indhold

Giftekspert: Legoklodser fra 1970'erne er ikke farlige

Et britisk studie viser, at nogle Lego-klodser fra 1970'erne kan give skadelige kemikalier fra sig. Men for at det skal blive farligt, skal små børn spise en hel del af dem.

De skal være gule eller røde, de skal være fra en periode i 1970'erne og man skal spise en del af Lego-klodserne for at ramle ind i grænseværdierne for tungmetallet kadmium. Foto: Arkiv
Erhverv

I en periode i 1970’erne støbte Lego bunker af især røde og gule klodser, der nu viser sig at have for store mængder af det farlige stof kadmium i forhold til de nutidige grænseværdier.

Der er altså en risiko for, at små børn, der gnaver tilstrækkeligt i 1970’er-klodserne, kommer til at indtage for store mængder af det farlige tungmetal.

Det fremgår af et studie, som den britiske forsker Andrew Turner har lavet. Et studie, der dækker forskellige former for genbrugslegetøj, der er gået i arv.

Det har fået britiske BBC til at skrive en artikel om den potentielle risiko ved Lego-klodserne, og undersøgelsen har fået Lego til at bede sin egen ekspert om at se på sagen.

»På baggrund af vores egen ekspertise, tillagt vurderingen fra den eksterne toksikolog, kan vi sige, at børn ikke er i nogen risiko ved at lege med gule og røde Lego-klodser fra 1970’erne – eller for den sags skyld ældre klodser,« siger Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk.

Grænseværdierne for kadmium skal forhindre, at børn, der hver dag kommer til at spise noget af klodserne, ikke ender med at indtage for meget af tungmetallet. Så det kræver altså, at børnene skal spise klodserne. Og så kræver det, at klodserne er netop fra den periode i 1970’erne, hvor Lego tilsatte stoffet - det er ikke blevet blandet i plastikken siden 1981.

»Det er også vigtigt at huske på, at børn under tre år generelt ikke skal lege med Lego-klodser på grund af risikoen for at få klodser galt i halsen. Hvis man har klodser, der er gået i stykker eller er slidt, skal disse naturligvis bortskaffes,« siger Roar Rude Trangbæk.

Den britiske forsker skriver, at der er grund til opmærksomhed, fordi Lego-klodserne er så populære, så holdbare og så store samler-emner, og fordi nye og gamle klodser kan sættes sammen uden videre. Så klodserne fra den periode skal håndteres med forsigtighed.

Gifteksperten, toksikologen Eric Edmonds, som Lego har bedt kigge resultaterne efter, afviser ikke risikoen. Men han peger på, at de nutidige grænseværdier ligger cirka en tyvendedel under, hvad man kan tåle at spise af stoffet.

»Disse grænser forudsætter, at barnet vil indtage en betydelig mængde legetøjsmateriale hver dag i mange år, og der er derfor en stor margin af sikkerhed indbygget i grænserne. Mens den potentielle udsending af kadmium fra gamle klodser baseret på laboratorieanalyser kan ligge over de meget konservative sikkerhedsgrænser, vil den sandsynlige reelle eksponering være inden for niveauer, der skal betragtes som lav-risiko,« skriver Eric Edmonds i sin analyse.

Artiklens emner
Legetøjsbranchen
Lego