Erhverv
0

Due Jensen går sammen med kapitalfond om ny møbelkæmpe

Tabsramt møbelkoncern slutter sig - for en ukendt sum - sammen med stærkere konkurrent.

Niels Due Jensen, formand for Poul Due Jensens Fond

Mens én møbelkæmpe skranter alvorligt, er en ny opstået: Med henholdsvis rigmanden Niels Due Jensen og kapitalfonden BWB Partners i ryggen går de to fabrikker B8 og Holmris nu sammen.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Med fusionen af de to store kontormøbelfabrikker med base i Bjerringbro er det også historien om to familier, der finder sammen i en ny stærk fælles enhed. Med fusionen skabes en stærk nordisk udbyder af møbler til det professionelle marked med en samlet omsætning på 1,1 mia. kr. og mere end 400 medarbejdere,« lyder det i meddelelsen.

Det nye selskab skal hedde Holmris B8.

B8 gav sammenlagt næsten 40 mio. kr. i underskud i de to seneste offentlige regnskabsår, mens Holmris har præsteret et plus på knap 30 mio. kr. i samme periode. For begge virksomheders tal gælder dog, at de er fra henholdsvis 2016 og 2015.

180 af arbejdspladserne i den nye møbelkoncern bliver i Bjerringbro - en vigtig faktor for den tidligere Grundfos-topchef Niels Due Jensen:

»Det har været vigtigt for mig og familien, at B8 har fundet en fremtidssikret havn og heri ser jeg fusionen med Holmris, som en rigtig god løsning, der også sikrer, at arbejdspladser fastholdes i Bjerringbro,« lyder det i meddelelsen fra Niels Due Jensen.

Både hovedkvarter og produktion fastholdes således i B8's ditto i Bjerringbro. BWB Partners bliver hovedaktionær, mens også Niels Due Jensen, kommende adm. direktør Henrik Holmris, Niels Henrik Lauritzen, nævnes som aktionærer sammen med »en kreds af ledende medarbejdere.«

Den nærmere fordeling eller den pris, BWB Partners betaler, er endnu ikke offentlig.

BRANCHENYT
Læs også