Hun skulle overtage Ikea-imperiet: Kamprads hemmelige datter
I 1950'erne adopterede Ikea-grundlæggeren en datter, der efter planen skulle overtage den svenske milliardforretning.
Da den nyligt afdøde Ikea-grundlægger Ingvar Kamprad i 2013 trak sig ud af Ikeas daglige ledelse, var det sønnerne Peter, Jonas og Mathias, der videreførte Kamprad-familiens ejerpost i møbelgiganten.
Mindre kendt er det, at de tre sønner har en ældre halvsøster, der ikke bare skulle videreføre ejerposten, men overtage Ikea, når Kamprad engang abdicerede. Det skriver Dagens Næringsliv.
Sammen med sin første kone, Kerstin, adopterede Ingvar Kamprad i 1958 Annika Kihlblom.
»Det er hende, der skal tage over efter Ingvar,« havde Ingvar Kamprads far Feodor for vane at sige, når han bar det unge pigebarn i sine arme. Det har Ingvar Kamprad fortalt i bogen "Historien om Ikea".
Hvor Mathias Kamprad fik farens sæde i bestyrelsen, Jonas Kamprad ansvaret for produktudvikling i datterselskabet Ikea Group, og Peter Kamprad formandsposten for Ikano, der opererer med finansiering og forsikring som supplement til ansvaret for at drive fire af Ikeas varehuse, var det deres ældre halvsøster Annika, der skulle være tronarving.
At det alligevel ikke blev Annika Kihlblom, skyldtes, at Kerstin og Ingvar Kamprad-parret blev skilt i 1960 umiddelbart efter adoptionen, med det resultat, at Kihlblom aldrig siden har været tilknyttet Ikea-koncernen.
Efter skilsmissen så Ingvar Kamprad ikke datteren i lang tid. Det var først, da han blev gift på ny og fik sønnerne med sin nye kone Margaretha Kamprad i 1964.
»Jeg kunne kun længes efter det lille barn, jeg havde minder om,« fortæller Ingvar Kamprad i bogen.
Ifølge svenske Expressen havde Ingvar Kamprad underskrevet en hemmelig aftale med datteren allerede i 70'erne - hvilket betød, at hun aldrig mere skulle bekymre sig om penge.
Annika Kihlbloms skattepligtige indkomst i 90'erne bestod af afkast fra aktier på i snit 283.000 svenske kroner om året. Hun står nu til at arve 90 millioner svenske kroner af sin fars personlige formue.
Da Ingvar Kamprad døde i slutningen af januar i år, fortalte hun til Sveriges Radio, at de to til trods for forældrenes skilsmisse gennem årene havde en rigtig god relation.
»Vi havde et rigtigt godt forhold og mødtes med hinanden, så ofte som det var muligt,« sagde Annika Kihlblom.
Selv om hun aldrig selv fandt arbejde i familiekoncernen, holder hun alligevel Ikea tæt ind på livet.
Annika Kihlbloms datter arbejder nemlig i møbelkoncernen.
»Det føles godt, at hun arbejder i Ikea. Det er hendes valg, og hun har altid trives der.«

