Fortsæt til indhold

Teva med Kåre Schultz i spidsen ramt af kæmpetab - aktien tager voldsomt dyk

Medicinalselskabet Teva har tabt milliarder i det første årsregnskab under Kåre Schultz' kommando.

Foto: AP Photo/Dan Balilty, File
Erhverv

Det israelske medicinalselskab Teva, der har danske Kåre Schultz i spidsen, tabte 16,3 milliarder dollars i 2017. Det viser årsregnskabet for 2017, som netop er blevet offentliggjort.

Det voldsomme underskud skyldes ikke en tilbagegang på toplinjen, for her er Teva faktisk gået frem fra 21,9 mia. dollars til 22,4 mia. dollars. Underskuddet stammer primært fra en kæmpe nedskrivning på goodwill på hele 17 mia. dollars.

»2017 var et udfordrende år for Teva. Begyndende i 2018 er vi fokuseret på at opfylde vores økonomiske forpligtelser og sikre en langt mere solid og bæredygtig forretningsmodel. Vi gør stærke fremskridt i omstruktureringsplanen, og jeg er optimistisk over de fremskridt, der er gjort, og jeg har tillid til vores evne til nå vores mål i det kommende år,« udtaler Kåre Schultz, der er adm. direktør i Teva, i forbindelse med regnskabet.

Aktien i Teva dykker i formarkedet efter offentliggørelsen af regnskabet. Faldet skyldes ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i onlinebørsmægleren Nordnet, at Tevas guidance skuffer.

Teva forventer, at omsætningen vil ende i intervallet 18,3-18,8 mia. dollars, og at indtjeningen pr. aktie vil ligge i intervallet 2,25-2,5 dollars.

»Desværre ligger guidance for 2018 under det forventede og det sender aktien ned med ca. 8 pct. i for markedet,« skriver Per Hansen i en kommentar, hvor han peger på, at konsensusforventningen lå på en indtjening pr. aktie på 2,9 dollars.

Teva, der er verdens største producent af kopimedicin, er i problemer, og Kåre Schultz blev sidste år hentet ind som manden, der skal vende skuden.

Kåre Schultz løftede i december sidste år sløret for en større spareplan. De 14.000 medarbejdere af en samlet medarbejderstab på ca. 57.000 ansatte skulle fyres. Planen medførte store protester i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu også gik ind i sagen.

Men Kåre Schultz stod fast på planen, der ventes at indbringe ca. 3 mia. dollars, hvilket svarer til knap 19 mia. danske kroner.

Artiklens emner
Teva Pharmaceutical Inds
Kåre Schultz