Fryland og Schlüter var som far og datter: Nu skyder de på hinanden i nådesløst opgør om ansvaret for gigantsvindel

Når man træder ind ad døren til Københavns Byret, bliver man scannet for våben. Men scanneren kan intet stille op over for det dræberblik, som Johan Schlüter sender afsted mod Susanne Fryland.

Det er dag to i straffesagen mod advokattrioen bag det skandaliserede Johan Schlüter Advokatfirma, og Susanne Fryland sidder i vidnestolen.

Da sagen om påstået svindel med Copydan-midler for over 100 mio. kr. kom til offentlighedens kendskab i sommeren 2015, kastede Johan Schlüter og den tredje medejer, Lars Halgreen, hele skylden på Fryland.

Siden har hun kun sagt ord om sagen én gang offentligt. Da sagde hun, at hun var syndebuk, og at anden runde ville blive meget sjovere.

Men anden runde mente hun retssagen. Og nu sidder hun dér.

Det mørke hår er trukket tilbage og samlet med et hårbånd i en hestehale. Hun har mørke cowboybukser på, en sort rullekrave og en løs brun striktrøje.

Hun sidder roligt med hænderne placeret på den mørke bordplade foran sig og fortæller om sagen og sit forhold til Johan Schlüter, som hun har arbejdet tæt sammen med siden 1992.

»Jeg har gennem mine forældre en nær relation til Johan Schlüters familie og dermed også en nær relation til Johan,« fortæller hun.

»Hvordan har I det i dag?,« vil anklager Malene Stage Christensen vide.

»Vi har ikke talt sammen siden 1. juli 2015 - stort set,« svarer Susanne Fryland nøgternt.

Den 1. juli 2015 anmeldte Johan Schlüter og Lars Halgreen hende til politiet for bedrageri, underslæb og mandatsvig.

I lang tid undgår Johan Schlüter at kigge på Fryland, mens hun fortæller. I stedet kigger han lige frem for sig, og kun et par gange kaster han et flygtigt blik ned i retning af vidnestolen.

Da de tidligere på formiddagen kom til retslokalet, passerede de hinanden tavse helt uden at ænse hinandens tilstedeværelse.

Johan Schlüter har inden retssagen udgivet bogen »Højt at flyve«, hvori han beskriver, hvordan han kontaktede Susanne Fryland i 1992 for at spørge, om hun kunne tænke sig et job.

Schlüter havde stået bag etableringen af flere rettighedsorganisationer, der skulle fordele Copydan-penge til tv- og filmproducenter, og han var nære venner med Stefan Fryland, der var en fremtrædende person i den danske musikbranche.

Susanne var Stefans datter, og hun var med Schlüters ord netop blevet cand.jur. »med et beskedent resultat og havde fået en stilling hos IKEA.«

I retten fortæller Susanne Fryland, hvordan hun skulle tage sig af »maskinrummet«, mens Johan Schlüter stod på »kommandobroen«.

Det ville sige, at Fryland skulle sørge for, at Copydan-pengene blev modtaget og fordelt blandt producenterne, mens Schlüter skulle stå for forhandlinger og juridisk arbejde.

Sammen skaffede de over årene et milliardbeløb til film- og tv-producenterne via de tre foreninger, CAB, Filmret og Filmkopi.

Da Johan Schlüter Advokatfirma fik 10 pct. af pengene, udviklede det sig med tiden til en god forretning.

I de første mange år lå forvaltningen i Johan Schlüter Advokatfirma i København, men fra 2009 blev den flyttet til selskabet Registrering Danmark i Slagelse, hvor Susanne Fryland boede privat.

Fryland var direktør, og det var under hendes ledelse, at over 100 mio. kr. ifølge Producentforeningen og bagmandspolitiet forsvandt fra producenternes konti.

En del af disse penge gik til Johan Schlüter Advokatfirma, og som dagen skrider frem i Københavns Byret, bliver spørgsmålene skarpere og skarpere fra bagmandspolitiets anklager, Malene Stage Christensen.

Det er bagmandspolitiets påstand, at producenternes Copydan-midler blandt andet er brugt til at dække huller i advokatfirmaets økonomi.

»Susanne Fryland, lånte I bare penge af foreningerne,« spørger anklageren spidst.

»Nej.«

Susanne Fryland fortæller, at det hele tiden havde været meningen, at Registrering Danmark og advokatfirmaet skulle dele de indtægter, der kom ind på forvaltningsopgaven for producenterne.

Der lå også flere aftaler om den nærmere fordeling. Men de blev aldrig gennemført, og derfor sjussede hun og Johan Schlüter sig frem til, hvad det mest rimelige ville være.

Mens Susanne Fryland fortæller, begyndte Schlüter at flytte på sig i stolen. Han har hele tiden hævdet, at Susanne Fryland har været helt alene om at svindle, og at han heller ikke selv opdagede, at en stor del af pengene havnede i advokatfirmaet.

Hendes forklaringer får ham flere gange til at ryste stille på hovedet, og han kan ikke længere nøjes med bare at kigge ud i luften. Nu kigger han direkte ned på Fryland med et stort omvendt U under næsen.

På et tidspunkt glipper han med øjnene, og tænderne i undermunden kigger frem i den ene mundvig.

Anklageren borer i en lang række a conto-faktureringer, som er sendt til foreningerne. De går langt ud over de 10 pct., som dommeren og domsmændene har hørt om.

Men Susanne Fryland fastholder, at fakturaerne var »inden for rammen.«

Registrering Danmark og advokatfirmaet vidste nemlig via Johan Schlüters arbejde i Copydan-systemet, hvor mange penge, der var på vej. Og disse penge indgik i rammen, fortæller hun.

»Jeg forstår det simpelthen ikke,« siger anklageren.

Ved udgangen af hvert år blev der udstedt kreditnotaer for store dele af a conto-faktureringerne.

Dermed forsvandt udbetalingerne, når regnskabsåret sluttede og skulle gøres op.

Få dage inde i det nye år blev der så udstedt nye store a conto-faktureringer.

Ifølge Fryland handlede det om, at man skulle begynde forfra, hver gang man indledte et nyt år.

Anklageren finder en e-mail-korrespondance frem fra 2012.

Dengang skrev bogholderen i advokatfirmaet til Fryland, fordi advokatfirmaet akut manglede 15 mio. kr. Der var udstedt en kreditnota, og nu skulle pengene betales tilbage til foreningerne.

Ifølge korrespondancen håndterede Susanne Fryland problemet ved at udskrive fakturaer fra Registrering Danmark til foreningerne, så beløbet kunne dækkes.

»Susanne Fryland, for mig ser det ud som om, at I henter penge hos CAB (den ene af de tre foreninger, red.) for at kunne betale disse kreditnotaer,« siger anklageren.

Fryland forklarer, at fakturaerne var inden for den ramme, som Registrering Danmark havde lov til.

»Så længe det ligger inden for den ramme, så ser jeg det ikke som et problem,« skyder hun tilbage.

Ifølge korrespondancen lykkedes det ikke Registrering Danmark at overføre penge nok i første omgang. Susanne Fryland ville løse problemet. Hun skulle bare vide, hvor mange penge, der manglede, så hun kunne lave nogle fakturaer, »der passer«.

Igen: Det var inden for rammerne, fastholder Fryland.

Anklageren tager fat i nye e-mails.

I én skrev Registrering Danmarks regnskabschef, at der var en restgæld til CAB, som firmaet ikke havde været i stand til at indfri inden årets udgang. Planen var at »gnave den væk« i løbet af det nye år.

I en anden e-mail skrev Susanne Fryland, at gælden skulle optræde i regnskabet under posten leverandører af varer og tjenesteydelser.

»For mig ser det ud som om, I vil camouflere gælden til CAB som noget andet,« siger anklageren og retter et fast blik gennem brillerne på Fryland.

»Når man ser på, hvordan jeg skriver e-mails, så er jeg næsten sikker på, at jeg ikke har skrevet sådan. Det er ikke min sprogbrug,« siger Susanne Fryland, der tilføjer, at det må være noget, hun har »sakset fra revisor«.

Anklageren vil vide, om Johan Schlüter har været »inde over fakturaerne«.

»Johan og jeg har drøftet det løbende,« siger Fryland.

Hun kan ikke komme det nærmere.

Det er langt over frokost, da lyden tastaturer på journalisternes bærbare computere pludselig tager til i styrke.

Anklageren læser op af en e-mail fra Susanne Fryland til Registrering Danmarks regnskabschef fra februar 2015.

»Har vi noget likviditet til overs? De skriger i København,« lød det i e-mailen.

»Hvem i København?,« ville anklagerne vide.

»Johan og Lars.«

»Var det sådan, at når man skreg på likviditet i København, så udstedte Susanne Fryland en faktura?«

»Ja,« siger Fryland.

Johan Schlüter kigger tomt ud i luften.

Ifølge en e-mail to dage senere bad Susanne Fryland den samme regnskabschef om at fakturere foreningen Filmret for cirka 2 mio. kr. og sende penge til advokatfirmaet så hurtigt som muligt.

Igen er på det bestilling fra København, forklarer Fryland.

Men hvis stemme afleverer budskabet, vil anklageren vide.

»Jeg er på ferie i Norge, og jeg har en oprevet snak med Johan. Det er Johans stemme,« siger hun.

»Hvad er det for en snak, I har?«

»Det er en snak, der handler om, at der er brug for likviditet i København. Jeg siger til Johan, at vi ikke har nogen penge, og vi har også et maskineri, der skal køre. Så siger Johan, at han vil skide på Registrering Danmark.«

Johan Schlüter hvisker nogle ord frem for sig. Da Finans opsøger ham efter retsmødet, vil han ikke sige noget.

»Det vil komme frem under min forklaring,« siger han.

Da sagen kom frem, havde producenternes brancheorganisation, Producentforeningen, hyret Deloitte til at kulegrave pengestrømmene i Registrering Danmark.

Deloitte konkluderede blandt andet, at producenternes penge også var blevet brugt på konsulenthonorarer til Susanne Fryland for 16,5 mio. kr. og store usikrede lån til Frylands venner og forretningsforbindelser.

I den mere kuriøse ende konkluderede Deloitte også, at hun hyrede sin svigermor som babysitter til en årsløn på 573.000 kr.

Johan Schlüter skriver i sin bog, at han og Susanne Fryland indtil bruddet i 2015 havde et far-datter-lignende forhold, lige som han beskriver hende som »my creature«.

Da han og Lars Halgreen meldte hende til politiet den 1. juli 2015, måtte Lars Halgreen udfærdige anmeldelsen.

»Jeg kunne blot ikke selv formulere den tunge anklage mod den person, som jeg havde stået så nær i mange år,« skriver han.

Efter bagmandspolitiets efterforskning blev der som bekendt rejst tiltale mod alle tre advokater, om end forholdene er forskellige.

Kun Johan Schlüter og Susanne Fryland er tiltalt for hovedforholdet om mandatbesvig for 115 mio. kr. begået mod tv- og filmproducenterne.

Afhøringen af Susanne Fryland fortsætter den 20. februar.