Serier
0

Fyret sportschef central i kortfristet redning af Lyngby Boldklub

Et konsortium bygget op om en fyret sportschef og en tidligere direktør redder - midlertidigt - Lyngby boldklub. Der i første omgang kun nok kapital til at fuldføre indeværende superligasæson. Fremtiden derefter er stadig usikker for klubben.

Stormvejr om Hellerup Finans
Konkursen ser ud til at være undgået, og der vil resten af sæsonen dermed blive spillet superligafodbold på Lyngby Stadion. Her er det Lyngbys Mathias Hebo og Silkeborg IFs Davit Skhirtladze. Foto: Jens Dresling

Et konsortium bygget op rundt om Lyngby Boldklubs tidligere sportschef og klubbens tidligere direktør står bag den redningsmanøvre, der nu ser ud til at sikre, at superligaklubben kan spille sæsonen færdig.

Det erfarer Finans fra flere sider, efter blandt andre Ekstra Bladet og TV2 News har kunne fortælle, at den ellers truende konkurs så ud til at kunne undgås.

Birger Jørgensen har over flere omgange været sportschef i Lyngby Boldklub og blev senest fyret sammen med resten af medarbejderne for lidt mere end en uge siden, da klubben løb tør for penge.

Nu træder han angiveligt tilbage ind i klubben, formentlig i rollen som direktør, efter at have været omdrejningspunktet i en investorgruppe, der sender op til ca. 15 mio. kr. i klubkassen. Den tidligere Lyngby-direktør Dennis Poulsen skulle også spille en central rolle i redningsplanen.

Ingen af de to skulle dog selv bringe væsentlige midler til redningen.

Det har ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra Birger Jørgensen. De centrale spillere i redningen af klubben mødes dog efter planen netop i disse timer med blandt andre spillertruppen.

En pæn del af de op til 15 mio. kr., der er fremskaffet af lokale pengemænd, skal dog bruges til at rydde op efter Hellerup Finans' ejerskab, der blandt andet har efterladt skattegæld og en regning for et kreativt salg af aktier i datterselskabet Just Sold, ligesom januars indkøb af den svenske fodboldspiller Simon Strand heller ikke er afregnet.

Dermed ser det kun ud til, at konsortiets penge kan sikre Lyngby frem til sommeren. Alene igennem 2017 skød Hellerup Finans over 30 mio. kr. i klubben, men selv med tilførslen af den kapital var kassen altså tom igen i januar i år.

Planen fremover inkluderer også et akademisamarbejde med den engelske klub Aston Villa, men her mangler detaljerne at blive forhandlet på plads. På trods af det skitserede talentsamarbejde er økonomien til næste sæson altså ikke sikret, ifølge Finans' oplysninger.

Til gengæld skulle Hellerup Finans og direktør Torben Jensen nu endegyldigt forlade den klub, som det stærkt tabsramte investeringsfirma har pumpet en mindre formue ind i.

Inden engagementet med fodboldklubben blev Hellerup Finans' primære investering, solgte investeringskoncernen for over 100 mio. kr., og der var planer om en børsnotering, som i dag er kuldsejlet, mens værdierne ifølge de seneste regnskaber er så godt som udhulet.

BRANCHENYT
Læs også