Erhverv
BREAKING
0

Plenti bliver lagt sammen med Telmore

TDC lukker Danmarks nyeste mobilselskab, Plenti. 90.000 kunder bliver flyttet over til TDC's andet mobilselskab, Telmore.

Plenti blev stiftet i 2015 af serieiværksætteren Morten Strunge og Peter Mægbæk, der i sin tid også etablerede Fullrate. De fik siden it-rigmanden Preben Damgaard med om bord. Foto: Plenti, PR-foto

Det danske mobilselskab Plenti blev i november købt af telegiganten TDC.

Nu lukker TDC sin nyerhvervelse og flytter samtlige 90.000 Plenti-kunder over i et af TDC's andre mobilselskaber, Telmore. Det oplyser TDC i en pressemeddelelse.

»Vi ser hele tiden på, hvordan kan vi gøre det bedre, og efter at selskabet kom om bord tilbage i september har vi nøje undersøgt, hvad der giver den bedste kundeoplevelse for Plenti-kunderne fremover. Både Plenti og Telmores kunder er glade for data og underholdning, og med én stærk enhed kan vi både udvikle bedre produkter og give alle en endnu bedre kundeoplevelse,« siger Jens Grønlund, direktør i Telmore.

Plenti-kunderne beholder den mobilpakke, de har i dag, og der ændres heller ikke på prisen. Skiftet sker automatisk, og der skal således ikke skiftes SIM-kort i telefonerne, da de allerede kører på TDC's mobilnet.

Plenti blev stiftet i 2015 af serieiværksætteren Morten Strunge og Peter Mægbæk, der i sin tid også etablerede Fullrate. De fik siden it-rigmanden Preben Damgaard med om bord, inden at TDC i november 2017 købte Plenti for cirka 74 mio. kr.

Plenti bliver en del af Telmore den 18. marts. Medarbejderne fra Plenti flytter med til Telmore og får job i eksisterende afdelinger, oplyser TDC.

BRANCHENYT
Læs også