Søstrene Grene er flyttet ind på børneværelset
Ny kollektion blev revet væk, da kæden i sidste uge åbnede dørene for en ny kollektion. Det er en naturlig forlængelse af brandet, mener direktør.
Fra Tokyo til Amsterdam og Madrid stod forældre i kø for at købe bamser, baldakiner og pastelfarvede puder til børneværelset.
Butikskæden Søstrene Grene lancerede torsdag den 8. februar en ny satsning, kollektionen ’Barndomsdrømme’, der skal være starten på en helt ny kategori med interiør til børneværelset.
Det faldt i kundernes smag. Den nye kollektion udgjorde på lanceringsdagen 58 pct. af det samlede salg og fik kunderne til at stå i kø foran butikkerne før åbningstid.
Det glæder Mads Jensen, kommerciel direktør i Søstrene Grene:
»Det er et nyt tiltag, og derfor er det en glædelig overraskelse, at kunderne har taget så godt imod det. Vi har fået varm feedback i både butikkerne og på de sociale medier. Endegyldigt kan vi også se på salget, at de har synes om vores produkter og købt rigtig meget,« siger Mads Jensen.
Produkterne er udviklet og designet af kædens egne designere, og produkterne vil kun være at finde i Søstrene Grenes butikker.
Mads Jensen mener, at fokus på børneinteriør er en naturlig forlængelse af Søstrene Grenes ånd.
»Generelt prøver vi at skabe et oplevelsesunivers, hvor vi har kvinder i centrum. Vi har også tidligere og med stor succes haft fokus på interiør. Vi prøver hele tiden at forny os selv og finde nye måder at overraske vores kunder, og der virkede det naturligt at kigge i retning af børneværelset,« siger han.
Den familieejede butikskæde Søstrene Grene blev grundlagt i 1973 af Knud Vaupell Olsen og Inger Grene, der åbnede deres første butik på Strøget i Aarhus. I dag er det sønnerne Mikkel og Cresten Grene, der som adm. direktør og kreativ direktør leder koncernen.
De er blevet mangemillionærer på familiens livsværk, der i seneste regnskabsår omsatte for over 600 mio. kr. og tjente 32 mio. kr. efter skat. På fem år har Søstrene Grene-koncernen tjent næsten 120 mio. kr.
Den nye kollektionen med børneinteriør er blevet lanceret i alle Søstrene Grenes 180 butikker i 15 forskellige lande.
Ifølge Mads Jensen er det en del af Søstrene Grenes politik at nå ud i alle butikker med nye kollektioner.
»Vi vil fortsætte med at lancere interiør til børneværelset. Det er en helt ny varekategori, der skal indgå fast i butikkerne, men vi ved endnu ikke, hvornår den næste kollektion kommer. Som med alt andet vægter vi fornyelse højt, og derfor vil det ikke være det samme sortiment, der er tilgængeligt. Tanken er, at der løbende skal komme nye ting til børneværelset,« siger Mads Jensen.

