Brdr. Hartmann-direktør er død efter cykelulykke
Ulrik Kolding Hartvig, direktør i Brdr. Hartmann, er død efter en cykelulykke. Han blev 48 år gammel.
Ulrik Kolding Hartvig, adm. direktør i den børsnoterede virksomhed Brdr. Hartmann, er død efter en cykelulykke, meddeler selskabet.
Han blev 48 år gammel.
»Det er med stor sorg, at Hartmanns ledelse og medarbejdere har modtaget meddelelsen om Ulrik Kolding Hartvigs alt for tidlige død, og vores tanker og medfølelse er med familien i denne svære tid,« skriver selskabet i en meddelelse søndag.
Bestyrelsesformand Agnete Raaschou-Nielsen udtaler i en skriftlig kommentar, at ledelsen er dybt berørte over dødsfaldet.
»Ulrik var højt respekteret og særdeles vellidt, og vores tanker går til hans hustru, døtre og familie i denne svære tid. Vi fastholder fokus på at drive forretningen med Marianne Rørslev Bock som konstitueret adm. direktør i den kommende tid,« lyder det fra Agnete Raaschou-Nielsen.
»Hartmann er godt rustet til at håndtere denne tragiske situation, da Marianne også påtog sig opgaven som konstitueret administrerende direktør med stor dygtighed i et halvt år tilbage i 2013,« udtaler bestyrelsesformanden.
Brdr. Hartmann er verdens største producent af æggebakker og har omkring 2.000 ansatte globalt. Udover æggebakker laver selskabet anden form for emballage til bl.a. frugtindustrien.
Selskabet er børsnoteret, men Stadil-familiens selskab Thornico Holding ejer 68,6 pct. af aktierne.