Erhverv

Toppen af dansk iværksætteri åbner innovationshus

Iværksætterstjernerne Morten Strunge og Mette Lykke er bare nogle af navnene bag Matrikel1. Innovationshuset har til formål at samle dansk erhvervsliv på tværs af brancher.

Mette Lykke er et af navnene bag innovationshuset Matrikel1. Arkivfoto: Mik Eskestad

Det er ikke hvem som helst, som kan få en kontorplads i det nye innovationshuset Matrikel1, men hvis du gør, får du mulighed for at støde ind i Morten Strunge eller Mette Lykke ved kaffeautomaten.

Serieiværksætteren Morten Strunge stod bl.a. bag teleselskabet Onfone, som han i 2011 solgte for 300 mio. kr. til TDC. Seks år senere stod TDC igen med et bud til ham, denne gang ville de købe hans teleselskab Plenti for 74 mio. kr.

Mette Lykke var en af stifterne bag den danske løbe-app Endomondo, som i 2015 blev opkøbt af den amerikanske tøjgigant Under Armour for 575 mio. kr. I dag er hun adm. direktør i appen TooGoodToGo, der forsøger at bekæmpe madspild.

Kontorfællesskaber er ikke noget nyt fænomen, men mange af dem fokuserer på unge startups. Martikel1s fokus vil i stedet være på erfarne entreprenører som serieiværksættere, kunstnere eller visionære investorer.

»Disse mennesker er de mest ressourcestærke og talentfulde i Danmark. Problemet er, at de ofte operer i afgrænsede netværk og har alt for lidt interaktion,« siger medstifter og adm. direktør i The Creators Community, Tine Thygesen.

Innovationshuset vil have talentfulde mennesker med den rette indre sammensætning. Derfor er kriterierne for medlemskabet ikke udvalgt efter ydre karakteristika som industri, køn eller geografi, skriver selskabet bag Matrikel1, The Creators Community, i en pressemeddelelse.

»Matrikel 1 er for pionerer. Dem der presser rammerne og ændrer betingelserne i deres fag, hvad end det er sport, forretning eller kunst. De er skabere. Vi er iværksættere selv og forstår den kerne af skaberkraft, som værdi udspringer af,« siger Tine Thygesen, medstifter og adm. direktør i The Creators Community, i en pressemedelelse.

Udover at blive et fast arbejdssted for ca. 50 selskaber og 300 mennesker, så forventer folkene bag, at de derudover vil kunne tiltrække 15.000 besøgende om året. De besøgende kan blandt andet svinge forbi Martikel1s vinbar og café eller deltage i de 300 årlige events, som vil finde sted i de historiske lokaler på Højbro Plads.

30 pct. af kontorerne i innovationshuset er i skrivende stund besat.

Læs også
Top job