Erhverv

10 virksomheder idømt bøder for vildledende priser

10 virksomheder har betalt bøder på 10.000-25.000 kr. for at oplyse priser uden moms til forbrugerne. Forbrugerombudsmanden har særligt fokus på området.

10 virksomheder er blevet idømt bøder for at oplyse priser uden moms. Foto: Colourbox

10 danske virksomheder er blevet idømt bøder på mellem 10.000 og 25.000 kr. for at oplyse priser uden moms til forbrugere.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse. Identiteten på de 10 virksomheder er hemmelig.

»Virksomheder, der markedsfører sig over for forbrugere, skal oplyse deres priser inklusive moms. Det er ikke tilstrækkeligt, at virksomheden skriver en pris og angiver, at den er uden moms,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Forbrugerombudsmanden har siden 2014 haft særlig fokus på forbuddet mod, at virksomheder oplyser priser uden moms til forbrugerne.

Ifølge markedsføringslovens § 6 skal virksomheder oplyse den samlede pris inklusive alle gebyrer og andre omkostninger, når markedsføringen er rettet mod forbrugere.

Det betyder, at prisen skal være oplyst inklusive moms, så forbrugeren får oplyst den reelle pris for en vare eller tjenesteydelse.

I juni 2014 blev 10 virksomheder politianmeldt for at have oplyst priser uden moms, selvom deres markedsføring også var rettet mod forbrugerne.

Ni af virksomhederne er idømt bøder på mellem 10.000 25.000 kroner - en virksomhed har betalt et bødeforelæg på 10.000 kr.

Forbrugerombudsmanden valgte at få prøvet bødeniveauet ved landsretten i fire sager.

Landsretten har stadfæstet byretternes domme på 10.000 kr.

Der er tale om mindre virksomheder med en lav omsætning til forbrugere, hvilket bl.a. har haft betydning for bødeniveauet i sagerne.

»Med dommene har landsretten nu fastlagt et bødeniveau for mindre virksomheder med en lav omsætning til forbrugere, som oplyser priser uden moms,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

Hun tilføjer, at det er vigtigt, at virksomhederne giver korrekte prisoplysninger, eftersom prisen er et væsentligt parameter, når forbrugerne skal sammenligne produkter.

Forbrugerombudsmandens har i den forbindelse skrevet en kvikguide, hvor virksomheder kan læse mere om reglerne for priser med eller uden moms.

BRANCHENYT
Læs også