Erhverv

Ingeniører holder fusionsbal: Cowi-boss smider en milliard efter opkøb

Ingeniørkæmpen Cowi melder sig for alvor på banen i kampen om at få fat i de bedste rådgivervirksomheder, som konkurrenter også har travlt med at jagte. Over en milliard kroner er koncernen klar til at hive op af pengepungen.

Cowi-chef Lars-Peter Søbye er klar til at bruge over en mia. kr. på at købe op. Hans blik er særligt rettet mod Skandinavien, Storbritannien og USA. Foto: Stine Bidstrup

Ingeniørkoncernen Cowi med topchef Lars-Peter Søbye i front sætter ekstra fart på opkøbsjagten og er klar til at hive det store checkhæfte frem. 

»Vi har en opkøbsmuskel på langt over 1 mia. kr.,« siger Lars-Peter Søbye.

Meldingen om, at koncernen er klar til intensivere opkøbene, kommer samtidig med, at Cowi offentliggør nye regnskabstal for 2017, som viser en stigende toplinje og en styrket evne til at generere overskud.

»Cowi er gældfri, og vi sidder med en kapacitet til at købe op, som vi ikke har haft før. Vi har en solid drift, der gør, at vi kan koncentrere os om at købe op,« siger Cowi-direktøren.

Lige nu kan det godt være, at priserne på virksomheder i Skandinavien er ved at nå toppen.

Lars-Peter Søbye, adm. direktør i Cowi

Cowi omsatte for 6,2 mia. kr. i 2017 og målet er at ramme 7,5 mia. kr. i 2020. Det kræver opkøb, og for over en milliard kroner kan den rådgivende ingeniørvirksomhed komme langt. Ifølge Lars-Peter Søbye er der ikke en-til-en-sammenhæng mellem en virksomheds omsætning og opkøbsprisen, da prisen vil variere i forhold til graden af specialistviden.

Cowi har historisk set løbende udvidet forretningen via opkøb, men skruer nu op for retorikken ved at sætte beløb på de store opkøbsambitioner. Det sker i en tid, hvor konkurrenterne køber hinanden på kryds og tværs. Store skandinaviske rådgivergiganter som Sweco og ÅF har eksempelvis været meget aktive på opkøbsfronten og har i starten af 2018 købt danske tegnestuer.

Denne vej peger Cowis opkøbskikkert
  • Cowi har i særlig høj grad opkøbskikkerten fremme i Skandinavien, Storbritannien og Nordamerika.
  • I USA og Storbritannien leder Cowi efter opkøb inden for broer, tunneler og havneanlæg.
  • Cowi-topchefen ønsker ikke at kommentere, hvilke typer af virksomheder Cowi generelt leder efter i Skandinavien, herunder om koncernen aktivt leder efter at opkøbe arkitektvirksomheder, som flere af konkurrenterne har gjort.

Der er ifølge Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), flere ting, der spiller ind på, at der lige nu foregår mange opkøb blandt rådgiverne.

»Det sætter automatisk et pres i gang, når nogle af konkurrenterne gør det. Derudover spiller ingeniørmangel også ind, og ved at købe op får man flere kompetencer og medarbejdere ind. Til sidst kommer bølgen i kølvandet på en række gode år i branchen. Der er opbygget en økonomisk muskel til at købe op, samtidig med at renten stadig er lav,« siger han og tilføjer, at det samtidig er med til at drive priserne op.

Det afskrækker imidlertid ikke Cowi-chefen.

»Lige nu kan det godt være, at priserne på virksomheder i Skandinavien er ved at nå toppen, men vi kigger selvfølgelig på, om en virksomhed er et godt match og sælges til den rigtige pris. Vi kigger konstant efter opkøb, og hvis det rette match skulle opstå, er jeg sikker på, at vi nok skal få hentet gevinsten hjem på længere sigt,« siger Lars-Peter Søbye.

Cowi er den næststørste rådgivende ingeniørvirksomhed i Danmark efter Rambøll. Konkurrenten, som er lige på trapperne med regnskab for 2017, er ifølge det seneste regnskab næsten gældfri og velpolstret til at kunne købe nye virksomheder op. Men Rambøll ønsker ikke at kommentere eventuelle opkøbsplaner pt.

BRANCHENYT
Læs også