På trods af tilbagegang: Lego er stadig verdens største legetøjsproducent
Omsætningen i Lego er gået tilbage, men det har ikke ændret på, at den danske legetøjsproducent stadig er verdens største.
Ingen over og ingen ved siden af. Selv om Lego er ramt af tilbagegang for første gang siden kriseårene 2003-04, er den danske legetøjsproducent stadig verdens største målt på omsætning. Og det med en pæn margen ned til nummer to på listen.
Regnskabet for 2017 viser, at omsætningen i Lego faldt med 8 pct., så den danske koncern solgte legetøj for næsten 35 mia. kr.
På andenpladsen over verdens største legetøjsproducenter finder man amerikanske Hasbro, som i 2017 omsatte for, hvad der svarer til 31,5 mia. kr.
Hasbro har lukket lidt af hullet op til Lego i 2017. For i kombination med Legos tilbagegang er Hasbro nemlig gået fire pct. frem på toplinjen.
På tredjepladsen finder man også et amerikansk selskab. Nemlig Mattel, der i 2017 omsatte for, hvad der svarer til 29,5 mia. kr. Men mens Hasbro har lukket lidt af hullet op til Lego, har Mattel tabt terræn til den danske legetøjsproducent. Omsætningen i Mattel faldt nemlig med 11 pct. fra 2016 til 2017.
Hvis Hasbro kan fortsætte med at øge omsætningen, vil den amerikanske konkurrent formentlig snart for alvor begynde at puste Lego i nakken.
Hverken Jørgen Vig Knudstorp, bestyrelsesformand i Lego, eller den nye topchef Niels B. Christiansen vil nemlig love, at Lego leverer vækst i de kommende to år.
»Det kommende år er det målet at stabilisere forretningen gennem en fortsat investering i fantastiske produkter, effektiv global markedsføring og en forbedret drift. Men der er ingen hurtige her-og-nu løsninger, og det kommer til at tage tid, før vi opnår stabil vækst,« udtalte Niels B. Christiansen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.


