Erhverv

Niels Due Jensen forlader Grundfos - sønnen vil ikke være fondsformand

I forbindelse med sin 75-års fødselsdag forlader Niels Due Jensen ejerfonden bag Grundfos. Hans søn har valgt at blive i koncernledelsen frem for at overtage formandsposten.

Niels Due Jensen var to år, da hans far i 1945 grundlagde pumpevirksomheden. Siden har familien Due Jensen siddet for bordenden, men træder nu et skridt tilbage. Foto: Joachim Ladefoged

Familien Due Jensen slipper den øverste formelle magt over Grundfos og vil for første gang siden grundlæggelsen af pumpekoncernen i 1945 ikke sidde for bordenden i hverken ledelsen, bestyrelsen eller ejerfonden.

I forbindelse med sin 75-års fødselsdag torsdag har Niels Due Jensen nemlig valgt at forlade Poul Due Jensens Fond, der ejer knap 90 pct. af Grundfos. Det sker, fordi Niels Due Jensen har været alvorligt syg og venter på en nyretransplantation.

Ny formand bliver Jens Bager, som tidligere har været topchef for ALK Abelló, mens Niels Due Jensens søn og arvtager, Poul Due Jensen, i første omgang har valgt at fortsætte som group senior vice president med ansvar for Grundfos' globale marketing. Det er ifølge loven ikke foreneligt med en formandspost i ejerfonden.

»Jeg er glad, stolt og tilfreds. Det er vigtigt for mig at sige i dette skelsættende øjeblik, at Grundfos har udviklet sig i pagt med stifterens overordnede ønsker. Det er en socialt ansvarlig virksomhed og den største i pumpebranchen,« siger Niels Due Jensen i et stort afskedsinterview, hvor han dog samtidig ikke lægger skjul på, at han helst ville have overladt stafetten til sin søn.

»Hvis det havde kunnet lade sig gøre, havde jeg da gerne set, at min søn overtog formandsposten. Men vi er ikke uvenner over den forskellige prioritering. Jeg respekterer hans valg,« siger Niels Due Jensen, som var koncernchef i Grundfos fra 1977 til 2003, bestyrelsesformand fra 2003 til 2011 og fondsformand fra 2011.

Med afgangen slutter en epoke, mener den nuværende topchef for Grundfos, Mads Nipper, som driver forretningen med næsten 19.000 medarbejdere fordelt på 56 lande og en omsætning på 25 mia. kr.

Poul Due Jensens Fond
  • Poul Due Jensens Fond ejer 88,1 pct. af aktiekapitalen i Grundfos Holding, mens stifterens efterkommere tilsammen sidder på 10,6 pct., og medarbejderne ejer de resterende 1,3 pct. af pumpekoncernen.
  • Fondens primære formål er at sikre og understøtte en sund økonomisk vækst i Grundfos gennem et aktivt og ansvarligt ejerskab. Det sker med afsæt i fondens fundats, hvor stifteren har udtrykt sin vilje og vejledning til fondsbestyrelsen.
  • Fondsbestyrelsen består af 12 medlemmer, som hidtil har været anført af Niels Due Jensen, mens driftsselskabets bestyrelsesformand, Jens Moberg, samt arvtageren Poul Due Jensen indtager et par af de øvrige pladser.
  • Fremover vil Jens Bager være formand for fonden, mens den daglige drift fortsat forestås af fondssekretariatet med direktør Christian Hartvig i spidsen.

Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet, er ikke overrasket over Poul Due Jensens afståelse af formandsposten. Han tvivler på, at familien bag pumpekoncernen i Bjerringbro får mindre at skulle have sagt fremover.

»Ganske vist bestemmer ejerfonden i princippet alt, men den er jo langt fra den daglige drift. Den reelle magt ligger hos familien og følger derfor Poul Due Jensen,« siger Steen Hildebrandt.

Poul Due Jensen, som i forvejen er menigt medlem hos ejerfonden, vil ikke afvise at blive formand for den på et senere tidspunkt.

»Jeg er kun 46 år og har lige nu mest lyst til at styrke Grundfos’ forretning mere direkte og med et stort ledelsesansvar som direktionsmedlem, så fondsformandsposten får vente,« forklarer Poul Due Jensen, hvis søster - Annette Due Jensen - indtræder som nyt medlem af fondens bestyrelse i forbindelse med deres fars afsked.

Læs også