Fortsæt til indhold

Dansk Rockwool-milliardær er død

En af Danmarks rigeste mænd, Rockwool-ejeren Gustav Kähler, er død.

Erhverv

Gustav Kähler, tredje generation af den stenrige og enormt pressesky Kähler-familie, der ejer Rockwool International, gik bort i slutningen af februar. Det skriver BT på baggrund af en dødsannonce bragt i Berlingske tirsdag d. 6. marts.

Den 80-årige Gustav Kähler var indtil sin død en af familiens mest indflydelsesrige medlemmer med en ejerandel på mellem fem og ti procent af milliardkoncernen.

Kähler-familien skal ikke forveksles med den danske keramikvirksomhed.

Som ejere af Rockwoll International råder Kähler-familien over en formue på over fem mia. kr.

Det placerede i 2017 familien på en 19. plads over landets rigeste.

Grundstenene til Rockwoll-imperiet blev lagt i 1909, da tegleværksejeren Valdemar Kähler gik sammen med murermesteren H. J. Henriksen.

Forretningen tog for alvor fart, da Henriksens søn i 1935 købte et patent for 5.000 dollars til produktion af stenuld på en studierejse i USA.

Rockwoll-selskabet blev etableret i 1937 og producerede de første 25 år både stenuld og gasbeton.

I 1962 splittede de to familier virksomheden - Henriksen valgte gasbeton og grusgrave, mens Kähler tog Rockwool med stenulden.

Valget faldt særdeles gunstigt ud for familien Kähler, der har kunnet se formuen vokse massivt siden.

Kähler-familien er kendt for at være ekstremt pressesky.

Familien har altid holdt ekstremt lav profil ifølge forfatter og journalist Søren Jakobsen, der i årevis har fulgt danske dynastier.

»De har disponeret klogt og forsigtigt hele tiden. De har aldrig interesseret sig for kongehuset, racerbiler eller heste eller noget som helst i den stil,« siger Søren Jakobsen til BT.

Overfor Finans bekræfter Rockwoll International dødsfaldet, og tilføjer, at familien ikke ønsker at udtale sig om private forhold, herunder Gustav Kählers død.

Begravelsen har fundet sted.

Familien Kähler står desuden bag Rockwoolfonden, den største aktionær i selskabet, der forsker i sociale områder som fattigdom og arbejdsløshed i Danmark.

Foruden nu afdøde Gustav Kähler er familien godt repræsenteret i Rockwool.

46-årige Thomas Kähler er femte generation og har foruden sin bestyrelsespost i Rockwool International også en operativ rolle i selskabet som senior vice president. Fætteren, 67-årige Søren Kähler, varetager posten som anden næstformand i bestyrelsen.

Trods et lille fald i omsætningen er resultatet i 2016 forbedret med næsten 70 procent til 1,7 mia. kr.

Det er det bedste resultat siden 2007.

Artiklens emner
Rockwool
Rockwool Fonden