Erhverv

Fitness dk trækker ned i Parken-regnskab

Fitnesskæden skæmmer Parken Sport & Entertainments årsregnskab med nyt millionunderskud.

Parken venter resultattilbagegang i 2018. Foto: Martin Lehmann

Parken Sport & Entertainment kom ud af 2017 med et overskud på 61,5 mio. kr. før skat - et fald på 59,2 mio. kr. i forhold til 2016.

Det fremgår af selskabets årsregnskab for 2017, der blev offentliggjort mandag eftermiddag.

Koncernens omsætning for 2017 blev på 1.283 mio. kr. - fra 1448 mio. kr. i 2016.

»Samlet set var 2017 et meget tilfredsstillende år for Parken Sport & Entertainment, hvor vi indfriede mange af de forventninger, vi havde til året,« udtaler bestyrelsesformand Bo Rygaard i en pressemeddelelse.

Kigger man på koncernens forskellige forretninger, har "F.C. København & Stadion" haft et regnskabsår med et segmentresultat på 52,4 mio. kr. 

Det skyldes dels gode sportslige resultater hos F.C. København i Danmark og dels en række succesfulde koncerter med Rolling Stones, Robbie Williams og Guns´N`Roses.

Dertil kommer, at det danske landshold spillede sine afgørende VM-kvalifikationskampe i Telia Parken.

Når omsætningen alligevel ikke når samme niveau som i 2016, skyldes det, at F.C. København sidste år ikke kvalificerede sig til det lukrative gruppespil i Champions League, ligesom man gjorde i 2016.

Resultatet fra "F.C. København & Stadion" bliver overgået af Lalandia, der med i alt 1,33 mio. overnatninger ligesom sidste år har millionoverskud - i 2017 med et resultat på 91,1 mio. kr.

»Vi er meget tilfredse med udviklingen i Lalandia, som fastholdte sin stærke position og igen leverede et godt resultat,« konstaterer Bo Rygaard.

Da Parken Sport & Entertainment sidste gang aflagde årsregnskab var overskuddet halveret takket være en nedskrivning på koncerns fitnesskæde, fitness dk, på 120 mio kr.

I 2017 lander segmentresultatet for fitness dk med et underskud på 60,2 mio. kr.

Lukning af fitnesscentre, hensættelser til fremtidige lejeforpligtelser og nedrivning af tilgodehavender er blandt årsagerne til fitnesskædens underskud.

»Det giver et utilfredsstillende 2017-resultat (for fitness dk, red.), men samtidig en bedre platform for den fremtidige drift,« konstaterer bestyrelsesformanden.

I sagen om kursmanipulation mod Flemming Østergaard, noteres det i pressemeddelelsen, at der under særlige poster er henført en udgift på 14,2 mio. kr. for bøde og sagsomkostninger.

Parken Sport & Entertainment oplyser, at bestyrelsen og koncerndirektionen i 2018 forventer en omsætning for koncernen på 1.250 til 1.275 mio. kr. og et resultat før skat på 35 til 50 mio.kr.

»Vi ser frem til et spændende og udfordrende 2018, hvor vi i Parken Sport og Entertainment vil gøre vores bedste for at udvikle koncernen. Nogle af de væsentligste fokusområder vil være at kvalificere F.C. København til Europa League, udvikle nye Lalandia centre samt fortsætte genopretningen af fitness dk,« siger Bo Rygaard.

Hertil skal det bemærkes, at koncernens budget vel og mærke forudsætter, at F.C. Københavns når gruppespillet i UEFA Europa League.

BRANCHENYT
Læs også