Fortsæt til indhold

KL har udsendt lockoutvarsel for 250.000 ansatte

En kvart million kommunalt ansatte har mandag modtaget et varsel om en lockout.

Erhverv

90.000 ansatte i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og andre dagtilbud.

65.000 lærere og andre på undervisningsområdet.

Og 60.000 medarbejdere i landets kommunale administrationer.

Det er de tre største grupper i det lockout-varsel, som Kommunernes Landsforening (KL) mandag har udsendt for i alt cirka. 250.000 kommunalt ansatte.

Varslet omfatter 86 procent af de ansatte i de kommunalt ejede skoler og dagtilbud, som altså vil blive "låst ude" af deres arbejdspladser, hvis lockouten bliver en realitet.

Lockouten træder i kraft 10. april, hvis ikke det lykkes arbejdsmarkedets parter at indgå et forlig i Forligsinstitutionen inden da.

»Når vi varsler lockout, er det, fordi vi er nødt til at reagere på lønmodtagerorganisationernes strejkevarsler, som vil ramme hårdt de steder, de er varslet, og for at lægge maksimalt pres på forhandlerne for at finde en løsning,« siger KL's chefforhandler Michael Ziegler (K) i en pressemeddelelse.

KL har valgt at friholde de fleste ansatte på ældre-, social-, sundheds- og handicapområdet af hensyn til svage og sårbare borgere. Dog er tre procent af gruppen omfattet af varslet. Det skyldes ifølge KL, at de faglige organisationer har udtaget ca. 15.000 ansatte på disse områder til strejke.

KL oplyser til Jyllands-Posten, at man ikke har i sinde at offentliggøre den detaljerede lockout-liste. Det er op til hver enkelt kommune at gøre.

Tidligere mandag udsendte Danske Regioner deres officielle lockoutvarsel på det regionale område, som blandt andet omfatter en stribe sygehuse og hospitaler.

De faglige organisationers strejkevarsler betyder, at mindst 50.000 kommunalt ansatte vil gå i strejke fra 4. april, hvis der ikke er landet et forlig inden da, eller med mindre forligsmanden udskyder konflikten.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
KL
Michael Ziegler