Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Intern e-mail afslører: Femern ignorerede advarsel mod milliardkontrakter

Femern undlod ifølge flere ordførere at informere politikerne om en klokkeklar advarsel. V, LA, DF og SF kræver sagen undersøgt.

Femern bag facaden
Det statsejede danske selskab Femern A/S har indgået entreprenørkontrakter for 30 mia. kr. om tunnelforbindelsen til Putgarden i Nordtyskland (billedet). Men de tyske myndigheder har endnu ikke godkendt projektet. Foto: Stine Bidstrup

Ledelsen i Femern A/S ignorerede en klokkeklar advarsel, da man indgik milliardkontrakter med entreprenørvirksomheder uden at have en tysk godkendelse af tunnelen til Nordtyskland. Det har resulteret i, at danmarkshistoriens største anlægsbyggeri risikerer at blive ramt af en prisstigning i milliardklassen.

Advarslen kom fra Femerns daværende tyske juridiske rådgiver, Bettina Enderle, i 2010. I en intern e-mail, som Finans er i besiddelse af, skrev den tyske advokat, at det ville være en dårlig idé at igangsætte udbuddet med de store entreprenørkontrakter, før man vidste, hvad de tyske myndigheder ville stille af krav og betingelser til projektet.

Serie: Femern bag facaden
  • Danmarkshistoriens suverænt største anlægsprojekt blev endelig godkendt af et bredt flertal i folketinget i marts 2016, efter hele økonomien og tidsplanen havde været sendt til tælling i løbet af 2015.
  • Finans og Jyllands-Posten har fået adgang til en lang række interne dokumenter i form af bestyrelsesreferater, arbejdsnotater og beregninger, som er ukendte for offentligheden.
  • I en serie af artikler går vi bag facaden og fortæller, hvordan et projekt til 62 mia. kr. blev stemt igennem på trods af massive usikkerheder.

I e-mailen fastslår Bettina Enderle, at det vil sende et uheldigt signal, hvis man udbyder et projekt, før man kender de miljømæssige og byggetekniske krav, som tyskerne vil stille til projektet. Derudover advarer advokaten om, at det kan blive dyrt for Femern, hvis man senere skal ændre i kontrakterne for at opfylde de tyske betingelser.

»Det vil koste jer en masse penge (og formentlig også tid),« advarer advokaten i mailen.

Alligevel sendte Femern A/S i 2013 den 18 km lange tunnel i udbud, og i 2016 underskrev man kontrakter for 30 mia. kr. uden at have en tysk godkendelse.

Nu styrer Femern mod store ekstraregninger til entreprenørerne, fordi tidsplanen er kuldsejlet, og kontrakterne står til at udløbe. Dertil kommer, at betingelser i den tyske godkendelse kan sende anlægsprisen i vejret. Ifølge et internt notat fra maj 2016 hænger Femern på prisstigninger på op mod 1,8 mia. kr.

Partierne bag Femern-forbindelsen er ifølge flere transportordførere aldrig blevet orienteret om advarslen fra den tyske advokat. SF, Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti vil have sagen undersøgt.

»Det undrer mig dybt at høre. Dette skal vi have undersøgt helt til bunds,« siger transportordfører Villum Christensen (LA).

Kristian Pihl Lorentzen (V) tilføjer:

»Man skal ikke forholde os oplysninger. Det er uacceptabelt. Derfor vil jeg spørge transportministeren om, hvad der er op og ned i denne sag.«

Femern A/S har ikke svaret på, hvorfor man overhørte advarslerne fra den tyske specialist. Femern svarer heller ikke på, om forligskredsen blev orienteret. Til gengæld skriver Femern-ledelsen i en e-mail, at der var »fuld åbenhed om vurdering af risikoen i den tyske proces, inden kontrakterne blev underskrevet.«

BRANCHENYT
Læs også