Fortsæt til indhold

Hartmann forfremmer Europa-direktør til topchef

Hartmann får ny adm. fra den 15. marts 2018

Erhverv
/ritzau/FINANS

Bestyrelsen i emballagevirksomheden Hartmann har udnævnt 43-årige Torben Rosenkrantz-Theil til adm. direktør.

Det sker med virkning fra den 15. marts 2018, fremgår det af en meddelelse fra selskabet onsdag.

Siden 2015 har Torben Rosenkrantz-Theil været medlem af Hartmanns koncernledelse med ansvar for de europæiske aktiviteter.

Han har dog været i Hartmann siden 2007 og var i perioden 2010-2014 chef for selskabets nordamerikanske aktiviteter.

Torben Rosenkrantz-Theil overtager ledelsen af Hartmann fra koncernfinansdirektør Marianne Rørslev Bock, som har været konstitueret adm. direktør siden 18. februar 2018, efter at selskabets tidligere topchef, Ulrik Kolding Hartvig, mistede livet i en cykelulykke.

- Vi har fulgt Torbens arbejde og udvikling tæt gennem en årrække og er fuldstændig overbeviste om, at han kan fortsætte Hartmanns gode udvikling og skabe yderligere vækst og effektivitet, siger bestyrelsesformand Agnete Raaschou-Nielsen i meddelelsen.

Artiklens emner
Brdr. Hartmann