TDC-køber kan skyde sig selv i foden med opsplitning
Mens køberkonsortiet vil splitte TDC op, viser udenlandske erfaringer, at en opsplitning hverken giver bonus til forretningen eller til investeringer i bredbånd.
TDC’s kommende ejere risikerer stik mod hensigten at destruere store værdier og sætte virksomheden flere år tilbage i udviklingen, hvis de gør alvor af planerne om at opsplitte telekoncernen i to selvstændige forretningsenheder, en infrastrukturdel og en kundedel med Yousee.
Sådan lyder advarslen fra branchekendere, analytikere og nuværende og forhenværende topfolk i TDC.
»Vi har ikke set eksempler på, at en opsplitning er blevet en succes i telesektoren. TDC vil miste nogle økonomiske synergier mellem Yousee og infrastrukturforretning, og selskabets store it-systemer skal formentlig bygges helt forfra. Det bliver dyrt og meget besværligt,« siger teleanalytiker ved finanshuset ABG Sundal Collier Peter Kurt Nielsen.
I både Storbritannien, Australien og New Zealand har staten tvunget store teleselskaber, bl.a. British Telecom, til at lave samme opsplitning for at undgå monopoler. Men det har hverken resulteret i øgede investeringer i bredbånd eller været en forretningsmæssig succes, som TDC-køberne ellers forudser. Det viser nye evalueringer fra Victoria University of Wellington i New Zealand.
TDC's bestyrelsesformand, Pierre Danon, sagde i forbindelse med konsortiets købsforsøg, »at det vil tage mindst to år at splitte TDC op og være umådeligt komplekst og dyrt, og i den proces vil alt gå i stå«.
Samme vurdering havde den daværende TDC-topchef, Carsten Dilling, i 2014, da Produktivitetskommissionen foreslog en opsplitning for at undgå monopoltilstande på tv- og bredbåndsmarkedet.
»En funktionel opdeling vil formentlig ikke føre meget andet med sig end store administrative og tekniske udgifter,« sagde Carsten Dilling til Børsen. Han ønsker i dag ikke at uddybe sin kommentar.
Meningen med opsplitningen er ifølge konsortiet at fokusere på infrastrukturdelen, og ifølge konsortiets købstilbud vil der følge »væsentlige investeringer« med. Målsætningen er, at »alle husholdninger i midten af 2020'erne har adgang til 1 gigabit bredbånd«.
Men det er meget tvivlsomt, om det vil føre til større investeringer fra TDC, mener teleanalytiker John Strand, der henviser til British Telecom, der blev opsplittet i 2006.
»De nye ejere vil minimere konkurrencen på infrastruktur ved at sætte sig endnu tungere på teleinfrastrukturen i en særskilt forretningsenhed. I England har den model sat investeringerne i stampe, fordi ét selskab har styret investeringstempoet, mens rivalerne blot har lejet sig ind på kablerne,« siger han
Ingen fra konsortiet har ønsket at udtale sig, før TDC’s aktionærer har godkendt købet.