Erhverv
BREAKING
0

Engang var hun milliardær: Blodfattig svindler betaler sig ud af kæmpe bedragerisag

Elizabeth Holmes, der engang blev milliardær på en angiveligt genial blodpen, har indgået forlig med de amerikanske finansmyndigheder og køber sig fra en bedrageridom.

Engang var hun milliardær. Nu har Elizabeth Holmes børsmyndighedernes ord for, at hun er en bedrager. Foto: AP

For tre år siden kunne Elizabeth Holmes se sit navn på listen over de rigeste iværksættere i verden. 4,6 mia. dollars var hun god for, sagde Forbes.

Nu kan hun sidde og kigge ned på en bedragerisag, som hun netop har betalt et millionbeløb for at slippe ud af.

Udover en bøde på en halv mio. dollars - omkring 3 mio. kr. - har den tidligere bloddronning, Elizabeth Holmes, fragivet hele kontrollen med sit selskab, Theranos Inc., der engang var milliarder værd.

Dermed er hun blevet tappet for hele den storhed, hun troede hun kunne skabe med sin revolutionerende blodpen.

Pennen kunne med en hurtig blodprøve på en enkelt dråbe spotte en række sygdomme i kroppen, og dermed kunne brugeren forebygge alle mulige alvorlige lidelser.

Men efter at have gransket det såkaldt videnskabelige grundlag må de amerikanske myndigheder konkludere, at hun i stedet har opfundet et årelangt bedrag, hvor pennen dels kun kunne spotte få af de påståede sygdomme, dels var teknologien baseret på andre virksomheders opfindelser.

Derfor lyder deres afgørelse, at hun og de øvrige folk bag Theranos har rejst 700 mio. dollars fra investorer gennem et udbredt bedrageri, hvor de overdrev eller udsendte falske oplysninger om deres teknologi, forretning og finansielle formåen, gengiver nyhedsbureauet Bloomberg.

Udover bøden på en halv mio. kr. og overgivelsen af kontrollen i virksomheden må Elizabeth Holmes ikke indtage en ledende stilling i et børsnoteret selskab i 10 år.

»Investorer har ret til intet mindre end den fulde sandhed og ærlighed fra virksomheder og deres øverste ledelse,« udtaler Steven Peikin, en af cheferne hos de amerikanske børsmyndigheder.

Der er ingen undtagelser fra den regel, blot fordi det drejer sig om en virksomhed, som ikke er børsnoteret, er i udviklingsfasen og er genstand for tiljublende mediedækning, tilføjer han ifølge Bloomberg.

Elizabeth Holmes' tidligere topchefkollega, Ramesh "Sunny" Balwani, har ikke indgået forlig, så hans sag kommer for domstolene.

BRANCHENYT
Læs også