Erhverv

Falck fyrer 570 medarbejdere i Danmark

Redningskoncernen Falck siger farvel til 570 medarbejdere inden for patienttransport. En tilspidset konkurrencesituation er forklaringen, lyder det fra Falck, som outsourcer området i stedet.

Jakob Riis har iganssat en turnaround af Falck, og det har nu ført til fyringer i Danmark. Foto: Stine Bidstrup

570 Falck-medarbejdere, der transporterer patienter til lægen eller hospitalet, har fået en fyreseddel i hånden. Rednings- og ambulancekoncernen vælger nu i stedet udelukkende at bruge eksterne virksomheder til opgaven med at køre patienter, der ikke fejler noget akut, fra a til b.

Fyringer og den øgede brug af underleverandører sker for at øge Falcks konkurrenceevne, så koncernen har bedre mulighed for at vinde nye kontrakter på markedet for patienttransport.

»Vi opererer i dag på omkostningsvilkår, der er 15-20 pct. højere end vilkårene på det øvrige marked for siddende patienttransport. Uden tilpasning af vores leverancemodel vil Falck i løbet af kort tid ikke længere være i markedet for siddende patienttransport,« siger Jakob Bomholt, koncerndirektør i Falck i en pressemeddelelse.

Falck oplyser, at 250 af de i alt 570 fyringer skyldes, at Falck mister en kontrakt med Region Hovedstaden. Kontrakten udløber senere i år.

I dag har Falck outsourcet omkring hver femte kørsel, men nu skal samtlige kørsler varetages af eksterne virksomheder.

Allerede i august luftede Falcks nye topchef, Jakob Riis, over for Finans tanken om at outsource mere af Falck, og i den forbindelse nævnte han netop patienttransporten.

»Vi skal hele tiden vurdere, om vi selv skal lave det eller have samarbejder med andre operatører,« sagde Jakob Riis.

Som eksempel nævnte han, at det ikke var sikkert, at der er behov for en uddannet Falck-medarbejder til mere trivielle patientransporter.

Jakob Riis' udmelding vakte dengang bekymring hos Henrik Villsen Andersen, som er næstformand for Reddernes Landsklub (virksomhedsklub under 3F, red.) og fællestillidsmand for Falck i hovedstadsområdet.

»Jeg vil vove at påstå, at serviceniveauet vil falde,« sagde han.

Men det er koncerndirektør Jakob Bomholt uenig i.

»Vores kunder og patienter vil få den samme gode service som i dag. De taler fortsat med en Falck-medarbejder, når de bestiller en kørsel. Vi udvælger samarbejdspartnere, og vi tager ansvaret for, at vores kunder og patienter får samme gode service, som de kender i dag,« siger han.

Falck har ifølge det seneste årsregnskab 11.353 medarbejdere ansat i Danmark i alt.

BRANCHENYT
Læs også