Astralis i nyt kæmpesponsorat: Stort millionbeløb til danske e-sportsstjerner
Det danske e-sportshold har indgået en ny millionaftale med tysk e-sportsportal.
Det danske e-sportshold Astralis har indgået en rekordstor sponsoraftale med den tyskejede netportal eSports.com, beretter Fredericia Avisen.
I en pressemeddelelse siger Jakob Lund, salgsdirektør i Rfrsh Entertainment, der står bag Astralis, om sponsoraftalen:
»Aftalen sikrer både vores partner og Astralis massiv og kreativ eksponering. Over de seneste 16 måneder er Astralis vokset voldsomt som internationalt brand, og vi investerer løbende mange ressourcer i nye kommunikationsformer og formater omkring holdet.«
Sponsoraftalen kommer til at løbe de næste tre år og er »med afstand« den største, Rfrsh Entertainment har lavet.
Hvor meget den konkret lyder på, vil Jakob Lund dog ikke ud med.
»Vi har aftalt ikke at kommentere på de økonomiske detaljer, men vi taler om mindst et syvcifret beløb i dollars,« siger Jakob Lund.
Hos eSports.com ser man frem til samarbejdet, fortæller adm. direktør Michael Broda.
»Vi har længe været på udkig efter en stærk partner, der kan hjælpe os etablere eSports.com og sikre både bred og dyb eksponering af sitet og vores brand. I Rfrsh Entertainment (Astralis, red.) har vi fundet den stærkeste, mest kreative og nytænkende organisation, der kan opstøves,« lyder det fra Michael Broda.
Han håber på, at eSports.com med hjælp fra Astralis kan blive et nyt centrum for alle e-sportsfans.
Astralis’ seneste sponsoraftale kommer i forlængelse af et sponsorat med tøjkoncernen Bestseller, nærmere bestemt tøjmærket Jack & Jones i september sidste år.
Dengang som nu var det sparsomt med informationen om beløbet, men ifølge Henning Nielsen, international chef for e-handel og marketing i Jack & Jones, omfattede aftalen med e-sportsholdet »et millionbeløb«.
Astralis består af fem mænd i alderen fra 19 til 24 år, som spiller Counter Strike.
Til de største kampe kan tilskuertallet komme op på fem millioner, hvor folk ser med via onlinetjenester som YouTube.
De fem Astralis-spillere har ifølge Børsen samlet 1,2 mio. følgere på sociale medier. I foråret 2017 vandt holdet verdensmesterskabet i Counter Strike.
