Gælden vokser på spahotel på trods af millionoverskud
'Årets spa' får overskud for fjerde år i træk.
Hotel Vejlefjord har de seneste år oplevet store op- og nedture. Efter at have tabt 44 mio. kr. fra 2010 til 2013 har hotellet nu i fire år i træk tjent penge.
Sidste år oplevede hotellet et overskud på 3,4 mio. kr. viser et nyt regnskab. Sidste år havde Hotel Vejlefjord et overskud på 4,1 mio. kr., der af skattemæssige årsager blev større.
Ifølge ledelsesberetningen har hotellet i løbet af 2017 oplevet en flot omsætningsfremgang på både hotel, konference og spa. Derudover har Hotel Vejlefjord vundet prisen 'Årets Spa' mod konkurrenter som Hotel D'Angleterre og Kurhotel Skodsborg ved Danish Beauty Award.
»Vi har holdt fast i den linje, som vi lagde for et par år siden for at vende hotellets økonomi. Vi har haft et stort fokus på at komme ind på konferencemarkedet og øge omsætningen på dette område, og det er lykkedes. I år kan vi se, at der har været 10 pct. flere forhåndsbookinger end sidste år,« siger hoteldirektør Flemming Jakobsen.
I løbet af sidste år er hotellets kortsigtede gæld dog vokset fra knap 32 mio. kr. i 2016 til knap 37 mio. kr. i 2017. Ifølge hoteldirektøren skyldes det især de omfattende ombygninger hotellet har lavet over de seneste år.
»Siden 2016 tilføjede vi 23 nye værelser og et helt nyt saltbadsunivers på 320 kvm. til hotellet. Den slags koster penge, men vi ser det som en investering. Vi ligger i en branche, hvor der er kæmpe konkurrence, og man skal hele tiden være på toppen for at kunne være med. Vi vil tilbyde noget, som man ikke kan få andre steder,« siger han.
I løbet af 2018 vil ledelsen fortsat satse på konferencesalg og personaleservice.
»Vi har sat salgsindsatsen op på området og går benhårdt efter at skaffe nye relationer og bevare dem vi har. Alle mødelokalerne er renoveret og har fået helt nyt teknisk udstyr. Derudover arbejder vi med vores medarbejdere på, at den røde tråd skal bevares gennem hele hotellet. Det er et komplekst hus, hvor man kan kombinere møde med spa, og jo flere kombinationer der er, jo nemmere kan det falde sammen,« siger han.
Vejlefjord har eksisteret siden 1895, hvor grundlægger og læge Chr. Saugman åbnede Danmarks første sanatorium for brystsyge. I 2008 blev den store spa- og wellnessafdeling taget i brug.

