Erhverv

Unge cocktail-iværksættere sælger burger- og ginsucces for trecifret millionbeløb

Finske Restamax, der er børsnoteret i Helsinki, køber Cock's & Cows og The Bird.

Cocks & Cows har netop åbnet endnu en restaurant i Tivoli Food Hall. Foto: Stine Bidstrup

Den københavnske burgerkrig får nu en ny spand kul efter, at Cock's & Cows samt ginbarerne The Bird er blevet solgt til finske Restamax, der er børsnoteret i Helsinki.

Restamax køber en majoritetsandel til en pris, der værdiansætter hele forretningen til 164 mio. kr.

Forretningen tæller i dag 11 restauranter og barer i København, og der åbnes to nye senere på året.

»Det er nordens største restaurantvirksomhed, og de har selvfølgelig en masse kompetencer og knowhow, som vi kan drage nytte af. De har prøvet at vækste fra, hvor vi er nu til noget, der er større, og al den viden skal vi bare suge til os og lære af,« siger Daniel Vesti Knuttel, der er adm. direktør og medejer af Cock's & Cows, til Finans.

Bag burger-, cocktail- og ginsuccesen står Nord Gruppen, der foruden Knuttel blev stiftet af Lasse Wiwe og Adam Hjorth i 2010. Nord Gruppen er også medstifter og storaktionær i Happy Helper og kendes også fra de københavnske barer Fugu og Francis Pony.

Nord Gruppen
  • Nord Gruppen blev stiftet af Adam Hjort, Daniel Knuttel og Lasse Wiwe i 2010
  • Selskabet ejet i dag burgerkæden Cocks & Cows, ginbaren The Bird & The Churchkey samt rengøringsfirmaet Happy Helper
  • Det er Cocks og The Bird, der nu sælges og drives videre i et nyt selskab, hvor både Daniel Knuttel og Lasse Wiwe samt to andre nøglepersoner medinvesterer.
  • Irene Mai, tidl. tv-kok og kok på Raadvad Kro, Den røde Cottage, Røgeriet i Rungsted Havn, står bag menuen på Cocks & Cows og fortsætter også.

I 2016 investerede Henrik Fjordbak, der har en fortid i Joe & The Juice, i Cock's & Cows, og det gav penge til at skrue op for tempoet med flere nye åbninger i 2017 som følge.

»Der skal lyde en stor anerkendelse til Henrik Fjordbak, som har givet os det strategiske og forretningsmæssige løft, som bl.a. gør, at vi står her i dag,« siger Daniel Vesti Knuttel.

Hvor omsætningen lød på knap 70 mio. kr. i fjor, ventes den at fordoble i år.

Både Daniel Vesti Knuttel og Lasse Wiwe geninvesterer og fortsætter i den nye konstellation med Restamax som majoritetsaktionær. Daniel Vesti Knuttel fortsætter desuden som direktør, og herfra lyder det, at man håber på, at finnernes erfaring på sigt kan få de danske koncepter til udlandet.

»Efterhånden som vi har fundet ud af, at vi har fat i noget, og vi har fået succes med flere Cocks og Birds, så stiger ambitionerne også i forhold til, hvad man gerne vi. Det er et marked, der er meget kompetitivt,« siger Daniel Vesti Knuttel.

Jagger, Sliders, Tommi's Burgerjoint, Gasoline Grill og Grillen Burgerbar er blot nogle af de mange burgerkoncepter, der er skudt op overalt i København i de senere år, og flere koncepter har også allerede måtte lade livet.

Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen købte sig i 2015 ind i Juicy Burger, der var startet af den kendte tv-kok Henrik Boserup.

Kompagnonerne planlagde ti restauranter i løbet af få år, men det blev til bare to, inden de for kort tid siden opgav efter milliontab.

Cock's & Cows har med stifternes cocktailerfaring fra starten skilt sig ud ved at tilbyde både burgere og cocktails og forsøgt at skabe en atmosfære, som ellers ikke findes i prislejet for en burger. Senest har burgerkæden differentieret sig yderligere ved at satse på 100 pct. økologiske råvarer.

Det betyder bl.a, at Årstiderne leverer frisk grønt, mens Frankly Juice og Hansens Is leverer - ja gæt selv.

Foruden de syv Cock's & Cows-restauranter, køber Restamax ginbarerne The Bird, der i dag findes på tre københavnske adresser. Både Cocks og Bird åbner senere i år i Københavns Lufthavn, hvilket Joe & The Juice også tidligere har haft succes med.

Dermed overtager Restamax i alt 13 placeringer, og den finske koncern er langtfra den eneste, der har fået appetit på danske bar- og restaurentkoncepter.

Alene i løbet af de sidste par uger har kapitalfonden Catacap købt barimperiet Rekom, som bl.a. står bag Heidis Bier Bar, mens pizzakæden Gorms er blevet købt af norske Orkla. Sidste år var det kapitalfonden Maj Invest, der købte Victor Gruppen, mens Joe & The Juice blev solgt  i 2016.

Joe & The Juice blev solgt til en skyhøj pris til den amerikanske kapitalfond General Atlantic, da fonden mente, at kæden havde et skarpt koncept, der relativt nemt kan rulles ud på mange nye markeder.

Juicevirksomheden har bl.a. haft succes i lufthavnen i København og Nice, og for mange koncepter er en placering i en lufthavn lidt en lakmustest. Der kommer mange forskellige nationaliteter igennem, og gider folk ens koncept i en lufthavn, er der også en større chancen for, at det virker i udlandet. Restamax har fulgt det danske marked tæt igennem længere tid.

»Vi har længe været interesseret i at træde ind på det danske marked, og vi ser et stort potentiale i et populært og succesfuldt brand som Cock's & Cows. Med samarbejdet har vi fået den perfekte platform til at ekspandere yderligere i både Danmark og internationalt,« siger Juha Helminen, CEO i Restamax, i en meddelelse.

Restamax ejer 132 restauranter, barer og natklubber over hele Finland.

BRANCHENYT
Læs også