Rederiet Scandlines solgt i milliardhandel
Kapitalfonden 3i har solgt rederiet Scandlines, men geninvesterer i rederiet.
Det velindtjenende rederi Scandlines, der tjener store summer på overfarten mellem Rødby og Puttgarden, får nye ejere.
Rederiets hidtidige ejer, den britiske kapitalfond 3i, har solgt rederiet til et konsortium bestående af infrastrukturfondene First State Investments og Hermes Investment Management. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Salget giver 3i en samlet egenkapitalværdi på 1,7 mia. euro, eller 12,7 mia. kr. Oven i det har Scandlines en nettogæld på 790 mio. euro, eller 5,9 mia. kr.
Kapitalfonden meddeler samtidig, at den har besluttet at geninvestere sine penge i Scandlines og kommer derfor sammen med det købende konsortium til at sidde på 35 pct.
First State Investments ejer nu på majoriteten med 50,1 pct., mens Hermes Investment Management har købt 14,9 pct. af rederiet.
»Scandlines opererer et vigtigt transport link mellem Danmark og Tyskland og er en fremragende europæisk investering i vores portfolio,« lyder det i pressemeddelelsen fra Peter Hofbauer, chef for infrastruktur ved Hermes Investment Management.
Scandlines driver to færgeruter mellem Danmark og Tyskland, nemlig Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock. Rederiet har været blandt 3i’s ypperste investeringer, fordi forsinkelsen af Femern-forbindelsen har forlænget den overfart, der mere eller mindre er et monopol for Scandlines.
Femern-forbindelsens tidsplan er derfor lidt af en joker for Scandlines fremtidige indtjening. Finans kunne i sidste uge afsløre, at Femern-projektet ikke får en myndighedsgodkendelse til sommer, som både Femern A/S og Transportministeriet ellers har meldt ud.
Ifølge pressemeddelelsen vil First State, Hermes Investment Management og 3i som langsigtede investorer støtte Scandlines’ fortsatte vækst, blandt andet ved at investere i grøn teknologi.
»Scandlines har været en fantastisk investering for os og vores geninvestering i virksomheden – sammen med First State og Hermes Investment Management – afspejler vores tillid til den fortsatte succes. Selskabet er likviditetsskabende og har siden vores investering leveret en stærk kapitaltilvækst. Vi er overbeviste om, at virksomheden går en robust fremtid i møde og glæder os over at kunne fortsætte investeringen i en så veldreven virksomheden, der performer meget stærkt,« siger Peter Wirtz, partner hos 3i i Tyskland, ifølge meddelelsen.
Mellem 2014 og 2016 har rederiet investeret 360 mio. euro, eller 2,7 mia. kr., i grøn teknologi, nye færger og opgradering af havne- og terminalanlæg.
First State Investments er ejet af Commonwealth Bank of Australia og investerer på vegne af pensionsfonde og institutionelle investorer. Hermes Investment Management er ejet af BT Pension Scheme og forvalter pensionsfondens formue.


