Vækstsultne Scandic vokser med en milliard
Den nordiske hotelkæde Scandic løfter sin toplinje med 11,5 pct. i 2017, viser nyt regnskab. Men indtjeningen falder. Nyt dansk hotel bidrog til væksten.
Vækst, vækst, vækst. Det har den stået på de seneste år for den fremadstormende hotelkæde Scandic - også i 2017. Nyt regnskab viser, at Scandic er vokset med 1,5 mia. svenske kroner - svarende til ca. 1,1 mia. danske kroner. Det svarer til en stigning på 11,5 pct.
Omregnet til dansk valuta omsatte hotelkæden for i alt 10,7 mia. kr. i 2017. Scandic-koncernen, som er børsnoteret i Sverige, har også oplevet vækst i Danmark. Det er hovedsageligt det nye hotel Scandic Sluseholmen, der bidrager til væksten i Danmark. Hotellet slog dørene op i Sydhavnen i København i maj sidste år. Men også Scandic Aalborg City, som åbnede i 2016, bidrog til væksten.
Ifølge det nye regnskab er omsætningen for hotellerne i Danmark vokset med 8,7 pct. fra 1,4 mia. svenske kr. i 2016 til 1,5 mia. i 2017.
Fremgangen i væksten afspejler sig imidlertid ikke på bundlinjen i Scandic-koncernen. Bundlinjen falder, og driftsresultatet er status quo på trods af en højere omsætning. Det betyder, at overskudsgraden, som viser kædens evne til at tjene penge, falder. Den ligger i 2017 på 6,3 pct. mod 7,1 pct. året før.
Scandics topchef, Even Frydenberg, siger da også i sin beretning i årsregnskabet, at der er plads til forbedring:
»Scandic er vokset hurtigt på kort tid, og vi bliver nødt til at sikre, at vi arbejder effektivt, og at vi får udnyttet de stordriftsfordele, vi har.«
Scandic-kæden har i alt 24 hoteller i Danmark med i alt 4.089 hotelværelser. Kæden beskæftiger 1.106 medarbejdere i Danmark.
Regnskabstal for Scandic:
| I mio. svenske kr. | 2017 | 2016 |
|---|---|---|
| Omsætning | 14.582 | 13.082 |
| Primært driftsresultat (EBIT) | 925 | 925 |
| Resultat efter skat | 707 | 879 |
| Omsætning pr. hotelværelse | 680 | 643 |
| Overskudsgrad i pct. | 6,3 | 7,1 |
