Erhverv

Karsten Ree købte rejseselskab til spotpris: Nu tjener det penge

Men Karsten Ree må fortsat holde hånden under rejseselskabet Safarigruppen. Flere års underskud har sendt egenkapitalen i minus.

Forretningsmanden Karsten Ree blev i august 2016 eneejer af Safarigruppen. Foto: Valdemar Jørgensen/Polfoto

Milliardæren Karsten Ree er ikke længere indehaver af et kriseramt rejseselskab.

For første gang nogensinde tjener Safarigruppen, der står bag rejseselskaberne Africa Tours og B2B Travel, penge.

Det viser et nyt regnskab fra Safarigruppen, som kom ud af 2017 med et overskud på 1,9 mio. kr. Omsætningen er hemmelig, men den steg med over 50 pct., skriver ledelsen.

Karsten Ree købte Safarigruppen i 2015 fra frugtmanden John Olsen. Da havde selskabet tabt penge år efter år, og ifølge Karsten Ree manglede det penge for at kunne fortsætte driften.

Tilsyneladende fik Karsten Ree rejseselskabet til spotpris. I hvert fald skrev John Olsen efterfølgende i sit holdingselskab, at han havde frasolgt Safarigruppen »med et betydeligt tab til følge.«

Safarigruppen har to forretningsområder. Africa Tours, som laver safarirejser, samt B2B Travel, der er specialiseret inden for forretningsrejser og konferencer.

Men selvom selskabet nu tjener penge, er egenkapitalen fortsat negativ med cirka 300.000 kr. Samtidig har Safarigruppen en samlet gæld på næsten 20 mio. kr.

Karsten Ree har stillet et lån på 3,5 mio. kr. til rådighed og holder dermed hånden under rejseselskabet. Lånet bliver ikke tilbagebetalt, før Safarigruppens egenkapital er genetableret, og økonomien i selskabet tillader det.

Samtidig er lånet stillet som sikkerhed over for Rejsegarantifonden, og derfor kan lånet heller ikke tilbagebetales til Karsten Ree, medmindre Rejsegarantifonden accepterer det.

»Selskabet har tabt virksomhedskapitalen, men forventer at denne reetableres gennem den forbedrede indtjening i fremtiden. På baggrund af allerede realiserede indsalg til 2018 forventes et væsentligt forbedret resultat af primær drift for 2018,« skriver ledelsen i Safarigruppen i det nye regnskab.

Safarigruppen har hovedkontor i Herning.

BRANCHENYT
Læs også