Erhverv

Populær spisekæde vil åbne i disse danske byer

Gorm's nye ejer har netop skudt 30 mio. kr. i kæden. Pengene skal bruges på at indtage en række navngivne danske byer.

Tv-kokken Gorm Wisweh, der her ses til venstre, har lagt navn til restaurantkæden Gorm's, som nu åbent fortæller, hvilke danske byer den går efter at åbne i. PR-foto

Beboere i otte danske byer kan snart få mulighed for at sætte tænderne i gourmetpizzaerne fra Gorm's.

I hvert fald har den populære restaurantkæde udvalgt otte byer, hvor kæden endnu ikke er til stede, men håber at åbne en restaurant inden længe.

Det fortæller Anders Kjørup, adm. direktør i Gorm's.

»Vi vil gerne ind i de pågældende byer. Men det er ikke ensbetydende med, at det kommer til at ske. Det kræver, at vi finder den rigtige lokation i hver af byerne,« siger han til Finans.

I disse otte danske byer går Gorm's efter at åbne en restaurant:

  • Hellerup
  • Lyngby
  • Roskilde
  • Køge
  • Vejle
  • Herning
  • Viborg
  • Aalborg

Gorm's har lige nu syv restauranter i København og én i både Aarhus og Odense. Derudover er der planlagt en restaurantåbning i Kolding, ligesom Gorm's åbner en ny restaurant i Københavns Lufthavns terminal 2. I forvejen har kæden en restaurant i lufthavnens terminal 3.

Pengene til den aggressive ekspansionsplan kommer fra den nye hovedaktionær, den norske fødevarekoncern Orkla, som tirsdag tilførte Gorm's 30 mio. kr. i frisk kapital.

Orkla købte i marts 67 pct. af aktierne i Gorm's for et hemmeligt beløb.

»Tidligere havde vi ikke likviditet til at gå efter de attraktive lejemål. Derfor var der også en grænse for, hvor hurtigt vi kunne vokse. Men med vores nye ejer kan vi nu sætte ekstra fart på forretningen og kun gå efter de allerbedste lokationer til vores restauranter,« siger Anders Kjørup.

Gorm's driver også to restauranter i Japan og har i de kommende år planer om at åbne flere restauranter i udlandet. Først gælder det dog ekspansionen i Danmark.

Gorm's beskæftiger omkring 170 personer og var tidligere ejet af Anders Kjørup og de seks stiftere, herunder tv-kokken Gorm Wisweh, der har lagt navn til kæden.

I november kunne Gorm's offentliggøre et årsregnskab, der viste en fordobling af overskuddet, som landede på 2,6 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også