Erhverv

Kendt kurhotel bløder: Stenrig ejer griber ind

Ejeren af Skodsborg Kurhotel må til lommerne. Hotellet har nu haft underskud 13 år i træk.

Trods historiske omgivelser i Nordsjælland og adskillige udmærkelser i både ind- og udland er det i en lang årrække ikke lykkedes Skodsborg Kurhotel at tjene penge.

Det hæderkronede Skodsborg Kurhotel er i så økonomisk dårlig forfatning, at ejeren nu må gribe ind.

Efter endnu et millionunderskud lægges der op til, at den stenrige Augustinus Fonden, der ejer Skodsborg Kurhotel, tilfører hotellet 22 mio. kr. for at sikre driften.

Det fremgår af et nyt regnskab.

Skodsborg Kurhotel har på seks år tabt over 90 mio. kr. Det har fået egenkapitalen til at falde dramatisk, så den nu er i minus.

Pengeindsprøjtningen fra Augustinus Fonden skal »reetablere selskabets kapitalgrundlag,« lyder det i regnskabet.

I 2017 havde Skodsborg Kurhotel et underskud på lidt over 10 mio. kr. Det skyldes bl.a. en uforudset istandsættelse af hotellets spa- og fitnessbygning, der har medført forhøjede rengørings- og vedligeholdelsesomkostninger.

Omsætningen på kurhotellet voksede ellers med 5 pct. til 94 mio. kr. Og hotellets restaurant opnåede flere udmærkelser. Men det var altså ikke nok til, at hotellet kunne tjene penge.

For at vende udviklingen har ejerne af Skodsborg Kurhotel bl.a. investeret i et nyt it-system og forsøgt at promovere hotellet mere i engelske medier. Derudover skal der investeres i nye faciliteter for hotellets gæster, lyder det.

Skodsborg Kurhotel blev grundlagt af helsepioner og læge Carl Ottosen, der i 1898 åbnede et af Danmarks første kursteder.

Med den velhavende Augustinus Fonden som ejer er hotellet siden 1992 løbende blevet renoveret og udbygget, så det i dag råder over 85 værelser, restaurant, spa- og fitnesscenter.

Men trods de historiske omgivelser i Nordsjælland og direkte havudsigt til Øresund er det i en lang årrække ikke lykkedes hotellet at tjene penge.

Man skal nu 13 år tilbage for at finde sidste gang, Skodsborg Kurhotel præsterede et overskud.

Skodsborg Kurhotel beskæftiger cirka 130 ansatte. Adm. direktør er Mai Kappenberger.

Hotellets ejer, Augustinus Fonden, ejer en lang række virksomheder og har en formue på cirka 19 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også